Danske Bank lancerer klimaplan - skal nå Paris-aftalens mål

I en ny klimaplan sætter Danske Bank mål for, hvordan udledningen af CO2 skal nedbringes. 
Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF MARKETWIRE

Danske Bank har udarbejdet en ny klimaplan med henblik på at nå Paris-aftalens mål, oplyser banken i en pressemeddelelse. I planen er Danske Banks samlede CO2-udledning i 2020 blevet kortlagt, og opgørelsen viser, at banken medvirkede til udledning af 41,1 mio. ton C02, eller blot få mio. ton mindre end Danmarks samlede udledning.

Langt hovedparten - 99,9 pct. - af Danske Banks CO2-udledning stammer fra ”financed emissions” - det vil sige fra kunders aktiviteter, som banken indirekte er del af gennem udlån og investeringer.

Og fremover vil banken hjælpe sine kunder med rådgivning og finansielle løsninger, som understøtter deres arbejde med klimabelastningen.

”Udgangspunktet vil altid være at samarbejde om at finde frem til den rigtige løsning. Ønsker virksomheden ikke at omstille sig, eller mangler der en realistisk omstillingsplan, kan det i yderste konsekvens blive nødvendigt at opsige kundeforholdet. Vi ønsker ikke at være eksponeret over for virksomheder, hvis forretningsmodel udgør en risiko på grund af manglende omstillingsvilje,” siger administrerende direktør i Danske Bank, Carsten Egeriis, ifølge pressemeddelelsen.

Planen dækker hele Danske Bank-koncernen, det vil sige også Danica Pension og Realkredit Danmark. Planen sætter mål for, hvordan udledningen inden for en række sektorer skal nedbringes, og målene er udarbejdet i tråd med retningslinjerne i det uafhængige forskningsbaserede ekspertorgan, Science Based Targets initiative.

Endnu er Danske Banks mål ikke godkendt af Science Based Targets, men det ventes at ske senere i år.

Blandt eksempler på Danske Banks 2030-mål opridser Danske Bank blandt andet en reduktion af den finansierede udledningsintensitet i sektorer med høj udledning.

”Det gælder eksempelvis skibsfart, hvor den skal reduceres med 50 pct. og olie og gas, der ligeledes skal reduceres med 50 pct. i 2030 i et absolut reduktionsmål for udledningen sammenlignet med 2020-niveauet.”

For privatkunder skal reduktionen af den finansierede udledningsintensitet af personlige realkreditlån være 55 pct. i 2030.

Og for Danske Banks operationer skal reduktionen af scope 1- og 2-udledninger være 80 pct. i forhold til 2019.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også