Danske Bank trækker hvidvasktågen med ind i det nye år

Coronapandemien har betydet store hensættelser til eventuelle tab og dermed pres på indtjeningen for alle banker. Men oveni har Danske Bank haft nogle rigtige dårlige sager, der har tæret på tilliden.
"Ledelsen i banken arbejder jo på at få en ren tavle, så den kan fokusere på fremtiden og ikke på fortiden. Det er jo en forholdsvis ny ledelse, og for dem er det vigtigt at kunne lukke sager, så de i stedet kan komme videre," påpeger aktieanalytiker i Sydbank. | Foto: Jens Dresling
"Ledelsen i banken arbejder jo på at få en ren tavle, så den kan fokusere på fremtiden og ikke på fortiden. Det er jo en forholdsvis ny ledelse, og for dem er det vigtigt at kunne lukke sager, så de i stedet kan komme videre," påpeger aktieanalytiker i Sydbank. | Foto: Jens Dresling
ritzau FINANS

2020 har ikke været af den nemme slags for Danske Bank. Som for alle andre banker i sektoren har coronapandemien betydet store hensættelser til eventuelle tab og dermed pres på indtjeningen, men oveni har banken haft nogle rigtige dårlige sager, der har tæret på tilliden.

"Samtidig venter vi stadig på, at tågerne letter over hvidvasksagen. Den er stadig uafklaret - og den tager banken med ind i 2021. Derudover har banken jo været ramt af coronapandemien, hvor den tog nogle store nedskrivninger i starten af året," siger Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.

"Oveni kommer så hele sagen om gældsinddrivelse, der tynger på bankens tillid," siger han.

Sagen om fejlagtig inddrivelse af gæld omhandler, at et stort antal kunder er blevet opkrævet penge, som banken ikke var berettiget til. Danske Bank har i sin redegørelse til Finanstilsynet estimeret, at omkring 17.000 kunder blandt de i alt cirka 600.000 sager, der ligger i systemet, kan være blevet opkrævet for store beløb. Danske Bank har også estimeret, at det samlede beløb er cirka 25 mio. kr.

"Ser man på beløbet er det jo ikke det store i forhold til de beløb, der har været nævnt i forbindelse med hvidvasksagen," påpeger Mikkel Emil Jensen og hentyder til, at det tidligere er kommet frem, at der fra 2007 til 2015 flød 1500 mia. kr. gennem Danske Banks filial i Estland, hvoraf en meget stor del af overførslerne formentlig kan gå under betegnelsen mistænkelige.

"Problemet for banken er dog, at det betyder et tab af tillid. Og så er beløbet underordnet," siger Sydbank-analytikeren.

Oveni er hvidvasksagen heller ikke glemt, borte og begravet men hænger fortsat ved Danske Banks image:

"Ledelsen i banken arbejder jo på at få en ren tavle, så den kan fokusere på fremtiden og ikke på fortiden. Det er jo en forholdsvis ny ledelse, og for dem er det vigtigt at kunne lukke sager, så de i stedet kan komme videre," påpeger Mikkel Emil Jensen.

Hvidvask part two

Det amerikanske finansministerium afsluttede lige før jul efterforskningen af eventuel hvidvask i Danske Banks estiske filial "uden yderligere skridt".

Det er dog ikke sikkert, at undersøgelsen ikke genoptages, lyder det i meddelelsen.

Afgørelsen udelukker ikke Ofac (det amerikanske finansministerium, red.) fra at tage fremtidige skridt, såfremt nye eller yderligere oplysninger måtte give anledning til, at undersøgelsen genoptages, oplyste Danske Bank den 19. december.

"Indtil nu har vi set, at banker, der har begået sanktionsbrud, har fået bøder i milliardklassen. At Ofac nu har afsluttet efterforskningen betyder ikke, at sagen er fuldstændig lukket. Men som jeg ser det, er risikoen for milliardbøder ikke stor," siger Mikkel Emil Jensen.

"Det tager i hvert fald toppen af frygten. Men at Danske Bank ikke har banklicens i USA, at der ikke er sket sanktionsbrud, og at banken har været samarbejdsvillig bør give noget ro. Selv om myndighederne ønsker at sende et signal om, hvor grænsen går, så må man omvendt sige, at Danske Bank har været samarbejdsvillige - og at det ikke bør tynge banken efterfølgende. For så vil banker jo ikke fremover ønske at samarbejde," siger han.

Danske Bank oplyste den 19. december, at banken stadig undersøges af en lang række instanser - blandt andet det amerikanske justitsministerium. Derudover undersøges banken både strafferetligt og af myndigheder i Danmark, Frankrig og USA.

Hvidvasksagen blev afsløret i 2017.

Danske Bank-aktien har tabt 5,4 pct. i år og omkring 60 pct. siden kursrekorden på 259,50 kr. fra den 29. september 2017.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også