Danske Banks afgående kronprins sætter ord på exit: "Der er sager, man gerne havde været foruden"

Danske Banks nu forhenværende kronprins Jacob Aarup-Andersen forlader banken for at blive topchef i ISS. Han var skuffet over, at en tilsynsbeslutning kom i mellem ham og den øverste post i storbanken, men siger nu, at skiftet ikke er et fravalg af banken.
Jacob Aarup-Andersen | Foto: Danske Bank/PR
Jacob Aarup-Andersen | Foto: Danske Bank/PR

"Jeg har slet ikke haft tid til at kigge på det," kommer det hurtigt fra Jacob Aarup-Andersen.

Danske Banks afgående direktionsmedlem og chef for de danske bankforretninger har stadig til gode at se, at ISS' aktiekurs er steget 11 pct. efter udnævnelsen af ham som ny topchef. Han er gået fra det ene interview til det andet, efter nyheden kom ud.

Jacob Aarup-Andersen er ellers kendt som talmester. Når han redegjorde for Danske Banks økonomi og forretning i interviews og præsentationer af bankens årsrapporter, hørte man yderst sjældent et "æh" eller "åh," hvad enten han gjorde det på dansk eller engelsk. Aktiekurser, bundlinje, egenkapitalforrentning og øvrige nøgletal er hans metier.

Nu skifter han imidlertid storbanken og finanssektoren, som han har været en del af hele sin karriere, ud med et andet C25-selskab. Rengøringskæmpen ISS.

"Det er egentlig ikke et spørgsmål om, at jeg gerne vil forlade finanssektoren. Det er mere et spørgsmål om, at jeg har fået en fantastisk mulighed i ISS. For mig er det et tilvalg, ikke et fravalg af Danske Bank eller finanssektoren," siger Jacob Aarup-Andersen.

Han er "sindssygt glad" for sin tid i Danske Bank og i de andre finansvirksomheder, han har arbejdet hos, herunder Goldman Sachs, i løbet af de seneste knap 20 år.

"Så det handler mere om, at jeg har fået en unik mulighed for at blive adm. direktør for en virksomhed med 470.000 medarbejdere på tværs af hele verden, en virksomhed, som jeg altid har fulgt og beundret. Det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til."

Skuffet over tilsynsbeslutning

Jacob Aarup-Andersen var i 2018 tæt på at blive ny topchef for Danske Bank. Forinden havde nordmanden Thomas Borgen måtte forlade banken på grund af bankens hvidvasksag i Estland, og en enig bestyrelse med daværende formand, Ole Andersen, i spidsen pegede nu på dengang 40-årige Aarup-Andersen som ny topchef.

Bestyrelsen forelagde beslutningen for Finanstilsynet. Tilsynsbestyrelsen kunne ikke godkende ansættelsen, da man mente, at Jacob Aarup-Andersen manglede konkret erfaring på kreditområdet.

"Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke bruger særlig meget tid på at se på ting, der kunne have været gjort anderledes," siger Jacob Aarup-Andersen, men tilføjer:

"Jeg var selvfølgelig ikke tilfreds efter den beslutning. Jeg tror, at alle ville have været skuffet over sådan en beslutning. Men jeg var kun skuffet i en kort periode, og så kom jeg videre. I det seneste halvandet år efter den beslutning har jeg arbejdet i Danske Bank og givet den fuld gas. Det har jeg gjort med stor energi."

Har du siden da fået tilbud om andre store stillinger i erhvervslivet?

"Jeg tænker ikke, at det er den slags, man skal udtale sig om. Jeg har været rigtig glad for min tid i Danske Bank og har nu fået en fantastisk mulighed."

Møgsager har ramt Danske Bank

Diverse møgsager, herunder bankens hvidvasksag, i kobling med sektorens generelle udfordringer og senest coronakrisen har sendt Danske Banks aktiekurs markant ned i de senere år.

Siden begyndelsen af 2018 er bankens aktiekurs faldet med cirka 70 pct. Hvad tænker Jacob Aarup-Andersen om at forlade banken i sådan en situation?

"En ting er, hvor aktiekursen er henne," siger han.

"Noget andet er, hvor banken er. Den bank, jeg efterlader i dag, er i god gænge. Banken har genrejst sig på rigtig mange niveauer ift. tiden efter Estland-sagen. Men der er ingen tvivl om, at banken ligesom resten af sektoren er hårdt ramt af covid-situationen. Det er meget det, der er reflekteret i aktiekursen."

Han erkender dog, at Danske Bank ikke er i mål med sine målsætninger for fremtiden. I 2023 vil banken forrente egenkapitalen med 9-10 pct., og der er man slet ikke nu.

"Der er iværksat nogle tiltag, der skal forbedre bankens resultater. Men banken er i meget bedre gænge end for et par år siden."

Men Danske Bank har også kæmpet med sine egne problemer, herunder Flexinvest-sagen, og i de senere måneder har der været et forløb omkring udbyttebetalinger og hævning af udbetalingskravet, hvor Danske Bank ikke er blevet omtalt positivt i medierne. Har de sager skubbet på for, at du gerne ville videre?

"Nej, det har de ikke. Der er ingen tvivl om, at du har ret i, at der har været en række sager, som man gerne ville have været foruden. Men lige indtil min sidste dag i banken har jeg været rigtig, rigtig glad for at arbejde i banken. Jeg har ikke søgt væk. Jeg blev kontaktet om den her mulighed, og den var så unik, at jeg ikke kunne sige nej," siger han.

"Jeg vil stadig have en del af mit hjerte i Danske Bank og ønsker kun det bedste for banken og medarbejderne."

Ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel

I dig mister Danske Bank en erfaren herre, men mange andre er også røget ind og ud af ledelsen. Hvad har al den udskiftning skyldtes i dine øjne?

"Den korte version er, at der har været mange begivenheder de senere år, som har været en god del af forklaringen på det. Men Danske Bank har 22.000 medarbejdere, og i sidste ende er det ikke afgørende, om en eller to mennesker er der eller ej. Det er en stærk organisation, så det ville jeg ikke stresse over."

Er dit skifte et endegyldigt farvel til finanssektoren?

"Jeg har valgt at blive CEO i ISS, og det er det eneste, jeg har i hovedet. Så på den måde er det et farvel til alt andet end ISS," siger han.

Jacob Aarup-Andersen har som nævnt ikke haft tid til at følge reaktionen på hans tiltræden i ISS. Men han er glad for den postive modtagelse af markedet.

"Vi kommer i dag med en rigtig god transition, hvor Jeff Gravenhorst (mangeårig direktør for ISS, red.) har valgt at forlade ISS på en god måde, og hvor jeg kommer ind i stedet for med et overlap i de kommende måneder, inden jeg starter som direktør. Jeg tror, folk er glade for at se, at vi planlægger for fremtiden og tænker langsigtet," siger han.

"Derudover vil jeg lade markedet om spekulere over det."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også