Koldings succes kan afgøres i Irland

Eivind Koldings succes som topchef i Danske Bank kan meget vel blive afgjort i Irland. Opdateret.

Det er altafgørende at få styr på forretningen i Irland, hvis Danske Bank skal nå målet om at udvikle sig til Nordens vinderbank. Det skriver Berlingske Business.

”Irland og Nordirland ødelægger forretningen. Kun syv procent af Danske Banks samlede udlån ligger her, men de to problemområder i tredje kvartal 2011 tegnede sig for 64 procent af nedskrivningerne. Danmark står til sammenligning for 31 procent af tabene,” siger Claus Grøn Therp, aktieanalytiker i SEB Enskilda, til avisen.

Han håber, at nedskrivningerne i Irland vil falde til et acceptabelt niveau inden for de næste tre år.

”I 2013 er Danske Banks hensættelser til tab så store i Irland og Nordirland, at banken vil kunne reducere sine tab her til et acceptabelt niveau, og det kan sagtens ske, før der kommer gang i den irske vækst,” siger han.

Bjarne Jensen, der i mere end 30 år har beskæftiget sig med udviklingen i den finansielle sektor, betegner Irland som en forretning, der bestemt ikke er sjov for banken.

”De kan lukke det, forsøge at sælge det, eller beholde det og håbe på det bedste. Men ingen af delene er nemme, for lukker de i Irland, taber de for altid deres investering. Et salg er næppe heller nogen vej frem, fordi ingen vil købe lige nu. Så tilbage er kun at forsætte med at dække de tab, der givet vil komme en del år endnu på de irske bankforretninger,” siger Bjarne Jensen. 

Opdateret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også