Danske Bank-formand: Vi har ansat den bedste kandidat

Eivind Kolding var den bedste kandidat til posten som Peter Straarups afløser som topchef i Danske Bank, lyder det fra den nyslåede bestyrelsesformand i banken Ole Andersen. Opdateres
RITZAU FINANS

Eivind Kolding var den bedste kandidat, derfor blev han ansat som ny ordførende direktør i Danske Bank. Så enkelt udlægger hans afløser på bankens formandspost, Ole Andersen, teksten oven på mandag morgens offentliggørelse.

"Det korte svar er, at vi selvfølgelig gerne ville ansætte den bedste kandidat, vi fandt i processen - det har vi fundet i Eivind Kolding. Vi havde selvfølgelig andre kvalificerede kandidater, og jeg er sikker på, at de alle kunne gøre et godt stykke arbejde. Men den bedst egnede er Eivind Kolding," siger Ole Andersen til Ritzau Finans.

Jagten på en ny ordførende direktør har officielt været i gang siden 1. november, hvor banken offentligt annoncerede, at den nuværende topchef, Peter Straarup, var på vej på pension.

"Ikke kandidat"

"Jeg er ikke kandidat," sagde Eivind Kolding den dag til Ritzau Finans, men det ændrede sig tydeligvis siden.

"Vi har kørt en systematisk søgeproces, som blev varetaget af et nomineringsudvalg, som bestod af Eivind Kolding, Majken Schultz og jeg selv, og vi brugte et professionelt firma til at hjælpe os med at finde egnede kandidater. Under den proces fik Eivind Kolding uopfordret henvendelser fra flere bestyrelsesmedlemmer som mente, det var en god idé, han stillede op til posten, siger Ole Andersen.

Derfra gik det hurtigt.

"I midten af november havde jeg en samtale med Eivind, hvor jeg på bestyrelsens vegne opfordrede ham til at overveje at stille op. Efter kort betænkningstid kom han tilbage til mig og sagde, at han havde overvejet og ville gerne stille sig til rådighed," fortæller Ole Andersen.

Gik i tænkeboks

Mens Eivind Kolding erklærede sig inhabil i direktørjagten, gik i tænkeboks og fandt hurtigt frem til, at Eivind Kolding var det rigtige valg.

Dermed forbigik bestyrelsen blandt andet de to meget omtalte interne kandidater, bankdirektørerne Tonny Thierry Andersen og Thomas F. Borgen, men formanden frygter ikke, at det vil skade samarbejdet.

"Selvfølgelig tror jeg, at kandidater bliver skuffet, hvis de ikke får jobbet, uanset om de er eksterne eller interne, men jeg er sikker på, vi har en direktion, som er fuldt dedikeret til Danske Bank," siger Ole Andersen.

(Ritzau Finans)

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Opdateret 9.22

Overblik: Alt om ledelsesskiftet i Danske Bank 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også