Analytiker: Danske Banks ledelsesskift ikke elegant

Danske Banks offentlige diskussioner med sig selv om topchef Peter Straarups afgang vækker ikke begejstring i markedet.
RITZAU FINANS

Aktieanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank mener, at udmeldingerne om Straarups snarlige pensionering, uden at der er en afløser klar, skaber usikkerhed om banken.

"Det her ledelsesskifte er bestemt ikke elegant. Der bliver skabt en del spørgsmål, og det er svært at sige, at det er specielt fint kommunikeret, siger Christian Hede.

Han mener, at det havde været bedre at præsentere en "samlet pakke", hvor Straarups afløser blev præsenteret samtidig med meldingen om pensionen. Og han hæfter sig ved, at Danske Banks aktie, på en dag der godt nok er dårlig for bankaktier i hele Europa, falder hele 10 pct., hvilket er 5 pct. point mere end konkurrenten Nordea.

Undervurderet

"Jeg mener, aktien er klart undervurderet. Men på sådan en dag er der ikke meget optimisme at spore, og specielt ikke, når Danske Bank kommer med sådan et regnskab, og i øvrigt skaber denne her usikkerhed om deres førstemand. Det afslører, at der er uenigheder på højt niveau i banken, og det er selvfølgelig ikke positivt," siger Christian Hede.

Han understreger, at selvom han ser stort potentiale i aktien, så er det meget svært at spå om, hvad der vil ske med den på kort sigt. Men niveauet omkring 67 kr., som aktien er faldet til oven på regnskabet, tror han ikke, den vil blive nede omkring det næste år.

Danske Bank kommer ud af tredje kvartal med et overskud før skat på 10 mio. kr. Det er klart mindre end ventet af analytikerne, der havde forudset et overskud på 1173 mio. kr. før skat i tredje kvartal ifølge en prognose fra SME Direkt.

Underskud

Nettoresultatet viste et underskud på 384 mio. kr., hvor der var ventet et overskud på 699 mio. kr. blandt analytikerne.

Nettorenteindtægterne steg til 6016 mio. kr. fra 5840 mio. kr. i samme periode året før. Her var ventet 5904 mio. kr. ifølge SME Direkt.

Nedskrivningerne landede på 2802 mio. kr. mod ventet 2701 mio. kr. Dermed steg nedskrivningerne lidt sammenlignet med andet kvartal, hvor de blev 2753 mio. kr.

Handelsindtægterne skuffede klart, da de landede på 267 mio. kr., hvor der var ventet 1393 mio. kr. ifølge medianen af estimater. Analytikerne var ret uenige om niveauet, idet det laveste estimat lød på 777 mio. kr., mens det højeste var 1905 mio. kr.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også