Har Straarup en spareplan i ærmet?

Når Danske Bank i morgen fremlægger regnskab, vil øjnene blandt andet være rettet mod, om Peter Straarup har en spareplan i ærmet.
RITZAU FINANS

Sydbank, Nordea og Jyske Bank - alle har de præsenteret mere eller mindre drastiske spareplaner, der skal bringe deres indtjening i vejret. Men indtil videre har investorerne ikke fået at vide, om Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, også har en spareplan i skuffen.

Meldinger herom, vil der blive kigget nøje efter, når banken præsenterer sit regnskab for tredje kvartal tirsdag.

"En tilkendegivelse af, hvordan man har tænkt sig at forbedre profitabiliteten fremover vil sammen med nettorenteindtægterne og nedskrivningerne være det, der kan flytte aktien mest," siger Handelsbankens senioranalytiker Jakob Brink.

Omkostningsstyring i fokus

Omkostningsstyring er kommet stærkt i fokus blandt bankerne, efter at den økonomiske krise har gjort det vanskeligt at øge toplinjen. Både Sydbank, Jyske Bank og Nordea har varslet betydelige personalereduktioner.

Blandt analytikerne er det indtil videre forventningen, at Danske Banks omkostninger vil udvikle sig nogenlunde fladt de kommende år. Hvor omkostningerne i 2010 var 26 mia. kr. ventes de i år at blive 26,4 mia. kr., faldende til 25 mia. kr. i 2012 for i 2013 igen at stige til 26,1 mia. kr. Det viser en prognose, SME Direkt har udarbejdet forud for regnskabet.

Nettorenteindtægterne ses stige fra estimeret 23,3 mia. kr. i 2011 til 24,4 mia. kr. næste år og 25,7 mia. kr. i 2013. I tredje kvartal ventes nettorenteindtægter på 5,9 mia. kr. mod 5,8 mia. kr. i samme periode sidste år, viser SME Direkts prognose.

"Nettorenteindtægterne er interessante, fordi Danske Bank har hævet sine rentemarginaler. Man skulle helst kunne se, at det faktisk hjælper," siger Jakob Brink.

Ingen konkrete resultatforventninger

Nedskrivningerne, der er faldet hvert kvartal siden slutningen af 2008, ventes at falde en lille smule sammenlignet med andet kvartal. Medianen af estimater i SME Direkt-prognosen peger på nedskrivninger på 2701 mio. kr., hvor de var 2753 mio. kr. i andet kvartal.

"Efter at både Jyske Bank og Nordea har sagt, at kreditkvaliteten er for nedadgående i Danmark, er det interessant at se, om Danske Bank også ser højere tab i tredje kvartal end i andet kvartal. Det kunne i givet fald være en indikation af, at Danmark er på vej den forkerte vej igen," siger Jakob Brink.

Også de irske nedskrivninger vil komme i fokus, påpeger han.

"Danske Bank havde rekordhøje tab i Irland i andet kvartal, så der skal vi gerne se et lavere tal," lyder det fra Jakob Brink.

Danske Bank giver ikke selv konkrete resultatforventninger til helårsregnskabet, men SME Direkts prognose spår et overskud før skat på 1173 mio. kr. i tredje kvartal og 6946 mio. kr. for hele året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også