Straarup: Det hele kan brase sammen

Økonomien er ude på en farefuld færd, og det hele kan ende med at brase sammen, lyder det fra adm. direktør i Danske Bank Peter Straarup.

Der blev ikke lagt fingre imellem, da Peter Straarup, adm. direktør i Danske Bank, onsdag talte om udviklingen i den globale økonomi.

Verdens økonomier er ude på en farefuld færd, lød det blandt andet fra topchefen ved en konkurrence om it og finans arrangeret af Copenhagen Finance IT Region, CFIR, der blev afholdt onsdag.

Farefuld færd

”Først vil jeg ærligt sige, at vores økonomier er ude på en farefuld færd. Og vi ved faktisk ikke, hvor det bærer hen. Over sommeren er gældskrisen i Sydeuropa accelereret i omfang og geografi. USA døjer med et bjerg af gæld og har fået nedgraderet sin kreditværdighed. De globale finansmarkeder sitrer af usikkerhed. Aktiemarkederne er faldet uhørt hurtigt. Flere økonomier i Vesten er faldet tilbage til recession,” sagde Peter Straarup, der var inviteret til konferencen for at tale om finanssektorens globale udfordringer.

Her pegede topchefen blandt andet på den lave vækst og risikoen for stigende arbejdsløshed.

”Tre års krise og lavvækst har blotlagt en grundlæggende - og meget usund – ubalance i de offentlige finanser i mange lande. Statskasserne finansieres af lånte penge. Det hele kan ende med at brase sammen. I hvert fald er der stigende risiko for, at vi ender med japanske tilstande i vores del af verden. Det vil sige sådan en zombie-økonomi, hvor ingen rigtig tør bruge penge. Og hvor lav vækst og højere arbejdsløshed kan blive dagens orden mange år frem,” lød det fra Peter Straarup, der tilføjede:

Ikke optimist

”Så nej, jeg er ikke optimist for tiden.”

Topchefen peger samtidig på, at andelen af den vækst, der skabes i Vesten, i de kommende år vil falde, hvilket efterlader det vestlige samfund i krise, og det stiller krav til effektiviteten.

”Mange steder har vi mistet konkurrenceevnen og kan derfor ikke skabe værdi nok til at holde hjulene i gang. Det betyder, at vi må indstille os på at spare og skære modellen til. Vi skal være meget mere effektive,” sagde Peter Straarup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også