Danske Bank: Spæde tegn på irsk bedring

Det er alt for tidligt at tale om fremgang i Irland. Men hos Danske Bank er ledelsen så småt begyndt at håbe på, at bunden for økonomien - og dermed toppen for bankens tab - er ved at være nået.
RITZAU FINANS

Det fortæller Thomas Borgen, der er direktør for bankens internationale aktiviteter, i et interview med Ritzau Finans.

"Markedet er vældig krævende. Vi forventer dog, at andet kvartal forhåbentlig er toppen, når det gælder nedskrivninger. Vi tror også, at aktiviteten vil stige på det irske marked, for den kan i teorien ikke blive lavere," siger Thomas Borgen.

Danske Banks halvårsregnskab, der blev offentliggjort tirsdag, viste overraskende store nedskrivninger på udlån. Hele 3,1 mia. kr. måtte banken nedskrive mod 2,7 mia. kr. i samme periode året før. Dermed gav bankaktiviteterne i Irland et underskud på næsten 3 mia. kr. før skat i første halvår.

Erhvervsejendomme volder problemer

Det er især markedet for erhvervsejendomme, der volder Danske Bank problemer, forklarer Thomas Borgen. En tredjedel af bankens irske lånebog er relateret til det segment, hvor aktiviteten er gået totalt i stå. Også boligmarkedet, der tegner sig for en anden tredjedel af Danske Banks udlån i Irland, er hårdt ramt af krisen, oplyser Thomas Borgen.

"Der er fortsat vældig lille omsætning på boligmarkedet i Irland og der er de facto ingen omsætning på erhvervsejendomme," siger direktøren.

Da det irske ejendomsmarked var på toppen i første kvartal 2006, blev der givet 47.000 nye boliglån i landet. I første kvartal i år blev der givet 3300 nye boliglån, og omsætningen er faldet mere end 90 pct.

Forsigtig optimist

Når Thomas Borgen alligevel kalder sig selv "forsigtig optimist" skyldes det spæde tegn på forbedringer i det makroøkonomiske klima i Irland.

"Det er nogle tendenser og signaler, som tilsiger, at irsk økonomi går bedre. Det er positiv vækst i BNP, og der er en positiv betalingsbalance," siger Thomas Borgen og peger også på en positiv udvikling i de irske statsfinanser samt udenlandske investeringer i landet.

Direktøren pointerer, at der endnu ikke er indikationer på, at det irske ejendomsmarked har nået bunden, og han er også bekymret for, hvordan forbrugertilliden vil udvikle sig i lyset af de hårde sparekrav, der fortsat venter den irske stat.

Se fremad

Hvornår Danske Bank får vendt de irske tab til overskud vil direktøren ikke spå om. Men strategien for at få det til at ske ligger klar. Danske Bank vil udnytte den komparative fordel, banken har af sine ratings, der er bedre end de irske konkurrenters, til at sikre sig de bedste privatkunder. Og Danske Bank vil især arbejde med de største og mest komplekse kunder, hvor banken ifølge Thomas Borgen har en særlig styrke.

"Der er ingen tvivl om, at på et eller andet tidspunkt vil Irland komme ind i en vækst, og vi må se fremad," siger direktøren.

Han erkender, at det bliver vanskeligt for Danske Bank at tjene penge nok til at dække de milliardtab, banken har haft, siden den købte irske National Irish Bank og nordirske Northern Bank for 10,4 mia. kr. i 2005

Siden dengang har Danske Bank i alt tabt 16,4 mia. kr. på forretningen i Irland.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også