Straarup tilfreds med justering af Bankpakke III

Finansrådets formand tror på, at den reviderede udgave af Bankpakke III bedre kan tage hånd om nødlidende banker.

Bankpakke III har fået mange tæv for at være for dyr for skatteyderne, bl.a. fordi værdierne i krakkede banker siver meget hurtigt, når de havner i statens finansielle skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet. Ligeledes taber indskydere penge, når banker krakker, hvor Danmark er ”forgangsland” i Europa, hvilket skader danske bankers muligheder for at rejse funding.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har derfor justeret Bankpakke III, således at det i højere grad bliver sektoren selv, der kan rydde op, mod at ”oprydderne” får en medgift med, hvis man påtager sig det store ansvar.

Og Peter Straarup er positiv indstillet i forhold til den nye Bankpakke III, der er på vej.

”Det er en fin tilpasning, synes jeg. Hvis det nye set-up kan håndtere en sag , så vil det være godt,” siger Straarup.

Ja, én ting er at den ser spændende ud, men tror du, at den så vil virke i praksis skulle endnu en bank gå ned?

”Jeg kan ikke afvise, at der kan komme problemer m.h.t. selve udførelsen. Men det er tænkt ganske fornuftigt,” siger han.

Nogle fremfører, at det kan være en udmærket justering, men at det ikke vil hjælpe på de funding-problemer, som danske banker står i. Peter Straarup kalder den justerede Bankpakke III for en spændende ny brik, og han tror nu, at den også på sigt vil stille de danske banker nedre rent fundingmæssigt.

"Men det handler også om, at de danske bankers resultater skal være bedre, og det vil komme, når den økonomiske aktivitet her i landet bliver mere venlig. Så vil det også påvirke fundingmulighederne,” siger Peter Straarup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også