Danske: Vigtigt med store banker i Danmark

Det er godt for Danmark, at landet har store banker. Ellers ville det være nødvendigt for de danske eksportvirksomheder at lægge deres forretninger hos udenlandske banker, lyder det fra Danske Bank.
RB-Børsen

Store banker er vigtige for Danmark. Det konstaterer Danske Bank i et svar på en artikel i Politiken, hvor banken på baggrund af forskning udpeges til at være blandt de farligste banker i Europa.

"Der er ingen tvivl om, at vi er en systemisk vigtig bank i Danmark og Norden. Vi har en stor del af danskerne og danske virksomheder som kunder. Det er vigtigt for Danmark, at der findes store banker, der blandt andet kan følge de danske virksomheder ud på eksportmarkederne. Ellers ville man bare overlade det til udenlandske banker," siger pressechef Anders Klinkby Madsen til RB-Børsen.

Bedre polsting

Det er den internationale tænketank Bruegel, som ifølge Politiken har udpeget såvel Danske Bank som Nordea til at være blandt Europas 18 farligste banker. Bankerne på listen er kendetegnede ved, at de kan rive tæppet væk under hele økonomien i deres hjemlande i tilfælde af et krak. Det får blandt andet Dansk Folkeparti til i Politiken at kræve bedre finansiel polstring af Danske Bank.

Storbanken selv fremhæver, at den seneste EU-stresstest af banksektoren efterlod et betryggende billede af den danske banksektor.

Bedste fjerdedel

"Politikerne ønsker, at de største banker skal være meget sikre. Det er vi enige i, og det kan kunderne kun være trygge ved. En EU-stresstest placerede i sommer Danske Bank og de andre store danske banker i den bedste fjerdedel blandt europæiske banker," siger Anders Klinkby Madsen.

Politiken mener at vide, at et ekstra kapitalkrav til Europas systematisk vigtige banker kan blive på 2-3 pct. af bankens formue, hvilket for Danske Bank ville betyde, at banken skal opbygge en ekstra kapitalreserve på 16-24 mia. kr..

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også