Danske Bank nedtoner betydning af EU-notat

Ifølge EU-notat vil Danske Bank blive ramt hårdt af ny bankskat, men i et interview med FinansWatch nedtoner chief risk officer, Peter Rostrup-Nielsen, notatets betydning.

EU-Kommissionen barsler med en ny skat på bankernes funding, og ifølge et internt notat, som Financial Times er kommet i besiddelse af, kan det betyde, at Danske Bank mister 15 pct. af sit overskud. Det placerer banken på en tredjeplads over de europæiske banker, der bliver hårdest ramt. Tallene er imidlertid baseret på Danske Banks resultat for 2009 og bankens chief risk officer, Peter Rostrup-Nielsen, mener derfor ikke, at det giver et retvisende billede af risikoen for Danske Bank ved en ny bank-skat.

Ny EU-skat vil gøre kraftigt indhug i bankers overskud

”Som vi ser det er det et notat, der viser nogle regneeksempler på, hvad der sker, hvis man laver en banksats på 0,05 procent af de passiver, der ikke er indskud. Der slår vi ud, som nogen, der bliver ramt relativt hårdt målt mod vores bundlinje. Det skyldes blandt andet, at det er målt mod 2009, hvor vores bundlinje var relativ lav,” siger han til FinansWatch og fortsætter:

”En af årsagerne til, at vi har meget af den type funding er vores realkreditlån. Det er en meget sikker funding, så der er gode argumenter for, at man ikke skal regne den med.”

Svært at regne på

Han understreger, at Danske Bank ville ligge noget lavere på den europæiske liste, hvis man ikke regnede den type funding med. Han peger desuden på Handelsbankens bankanalytiker Jakob Brinks udregning, der viser, at hvis man laver et lignende regnestykke på baggrund af den forventede bundlinje i 2011, så vil en ny særskat gøre et indhug på 4 pct. Et niveau, som Peter Rostrup-Nielsen finder mere realistisk.

Har I selv lavet et lignende regnestykke?

”Nej, det har vi ikke. Vi har set notatet og kender ikke alle forudsætninger. Så det er svært at regne, uden at kende forudsætningerne. Men det er klart, at effekten bliver mindre, når vores overskud stiger, og dertil kommer, at funding i realkreditobligationer udgør en ret stor del af vores passivside,” siger han til FinansWatch.

”Man skal også huske, at vi betaler en bankskat i Danmark allerede, og når man implementerer de her skatter, er det også et hensyn, som man må tage, så vilkårene er ens for alle,” siger han.

Kursfald på børsen

Danske Bank er i dagens handel på Københavns Fondsbørs faldet 2,4 procent tilbage, men Peter Rostrup-Nielsen har svært ved at vurdere betydningen af notatet.

Hvilken betydning har det, at I optræder så højt i sådan et notat?

”Som sagt synes jeg ikke, at det giver et retvisende billede. Jeg tror ikke, at vi skiller os ud i det omfang notatet giver udtryk for. Men jeg er ikke klar over, hvilken status notatet har. Jeg ser det som regneeksempler.”

Har det betydning, når I skal ud I markedet og hente funding?

”Det tror jeg ikke det har. Men det må tiden vise”

Svært at gætte på

Hvad forventer I jer mh.t. til en ny bankskat?

”Vi vil meget gerne have, at man sikrer, at vi ikke bliver behandlet anderledes end andre banker og overvejer, hvilke incitamenter, man skaber ved at lægge skatter på forskellige dele af den finansielle sektor. Det vil jo gøre ting dyrere. Og så skal man huske, at I nogen lande bliver de her skatter implementeret, fordi man har behov for at få finansieret de initiativer, der har været fra regeringerne i de pågældende lande. Men bankerne i Danmark har jo betalt for bankpakkerne, så jeg håber ikke, at man skal betale for det samme to gange.”

Forventer du, at der kommer en ekstra skat til de danske banker?

”Det er svært for mig at gætte på, hvad det vil udmønte sig i. Vi må bare konstatere, at der på europæisk plan er snak om implementering af en bankskat og det er sandsynligvis også noget, der vil gøre sig gældende i Danmark. Hvad nettoeffekten så er, det må man se.”

Ny EU-skat vil gøre kraftigt indhug i bankers overskud

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også