Nordfyns Bank vil hente 52 mio. i ny kapital - Arbejderne garanterer emissionen

Arbejdernes Landsbank garanterer aktiekøb for mindst 15 mio. kr. i Nordfyns Banks aktieemission, der skal skaffe op til 22 mio. kr. i ny aktiekapital. 22 mio. kr. svarer til en forhøjelse af aktiekapitalen på 50 pct. AL tegner også hybridkapital i banken for yderligere 15 mio. kr. Opdateret.

Nordfyns Bank vil hente 52 mio. kr. i en kombineret aktieemission og optagelse af hybridlån. Arbejdernes Landsbank kan komme til at aftage langt størstedelen af begge udstedelser.

"Kapitaltilførslen planlægges med udgangspunkt i et ønske fra ledelsen om, at have et så godt råderum som muligt i forhold til de markedsmæssige muligheder, der er," skriver banken i en meddelelse.

Hvorvidt de markedsmæssige muligheder dækker over opkøb eller fusioner, fremgår ikke.

Regnskab: Fremgang og opjustering fra Nordfyn  

Øger aktiekapital med 50 pct.

Der er tre trin i planen: En aktieemission på op til 22 mio. kr. garanteret op til 15 mio. kr. af Arbejdernes Landsbank, en generel udstedelse af hybrid kernekapital til markedet på 15 mio. kr. og en hybridudstedelse mere ligeledes på 15 mio. kr. rettet specifikt mod Arbejdernes Landsbank.

"Forhøjelsen af Bankens aktiekapital er planlagt at skulle ske med mindst nominelt 7.500.000 kr. og maksimalt med nominelt 11 mio. kr., hvorved Bankens nuværende aktiekapital på 22 mio. kr., ved fuld tegning bliver forhøjet til 33 mio. kr.," skriver banken i meddelelsen.

Dermed øger banken sin aktiekapital med 50 pct.

Arbejderne tager det meste

Aktierne udbydes til kurs 200 og dermed er en nominel forhøjelse på 11 mio. kr. det samme som en reel forhøjelse på 22 mio. kr. Aktien er senest handlet i kurs 412.

"Arbejdernes Landsbank har tilkendegivet at ville garantere, at der tegnes minimum nominelt 7.500.000 kr.," skriver banken.

Dermed kan Arbejdernes Landbank ende som storaktionær i Nordfyns Bank.

Aktieudvidelsen er planlagt til juni 2012, og det samme er det generelle udbud af hybrid kapital. Den målrettede udstedelse af hybridkapital til Arbejdernes Landsbank forventes gennemført i 3. kvartal 2012.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også