FinansWatch

Mikkelsen: Amager-afklaring i næste måned

Finanstilsynet længe ventede redegørelse om krakket i Amagerbanken kan nu forventes til august, lyder det fra Brian Mikkelsen.

Foto: VALDEMAR JORGENSEN

Finanstilsynets stærkt forsinkede redegørelse om forløbet op til Amagerbankens overdragelse til Finansiel Stabilitet får nu en ny forventet ankomsttidspunkt.

Det sker via økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der i en mail til FinansWatch skriver, at redegørelsen nu kan ventes i august.

”Det var oprindeligt forventningen, at Finanstilsynets redegørelse ville kunne foreligge senest i maj måned. Det har imidlertid ikke vist sig muligt. Jeg har dog forstået på Finanstilsynet, at redegørelsen nu forventes at foreligge i løbet af august måned,” skriver ministeren.

Turbo på

I februar bad ministeren tilsynet om få rapporten færdig hurtigst muligt. Men Finanstilsynet har to gange overskredet deres egen frist – først var afklaringen på vej i maj, så i juni, og tidligere på måneden oplyste tilsynet så over for FinansWatch, at man nu ikke vidste, hvornår rapporten ville komme.

Forsinkelserne kom på trods af klar henstilling fra tilsynets politiske overmand.

”Jeg har desuden bedt Finanstilsynet fremskynde den redegørelse, de skal udarbejde og offentliggøre i medfør af lov om finansiel virksomhed om forløbet op til Amagerbankens overdragelse til Finansiel Stabilitet A/S, således at diskussionen kan foregå på et oplyst grundlag. Dermed er jeg sikker på, at alle spørgsmål vil blive besvaret,” lød det i februar fra Brian Mikkelsen.

Første løfte

Mikkelsen gør dog samtidig klart, at det kun er tilsynet, og ikke ministeren personligt, der tidligere har sat dato på, hvornår rapporten ville være tilgængelig for offentligheden.

Ministeren blev ellers i april indirekte citeret af Berlingske Tidende for at forvente, at rapporten ville: ”(…) være klar i april eller maj.”

Men ministeren oplyser nu over for FinansWatch, at august er den første tidsramme, han officielt har sat på rapporten - ud over ønsket om at få den fremskyndet.

Uvildig undersøgelsen forbigår ministerium

Finanstilsynets forsinkede redegørelse bliver langt fra den eneste rapport om Amagerbankens sidste dage og måneder.

Finansiel Stabilitet har som ved alle bankkrak igangsat en advokatundersøgelse. Og Brian Mikkelsen har sat en uvildig advokatundersøgelse i gang, der skal klarlægge Finansiel Stabilitet og Finanstilsynets rolle i forbindelse med krakket, men som ikke skal kigge på Økonomi- og Erhvervsministeriets part i sagen.

Og så kommer Rigsrevisionen med en større undersøgelse af Finansiel Stabilitet, der blandt andet skal omfatte forløbet på Amager, samt kigge nærmere på grundlaget for at give banken statsgaranterede lån.

Fra Finanstilsynet side har direktør Ulrik Nødgaard dog fastslået, at man i tilsynets optik ikke så nogen vej uden om at give banken adgang til først hybrid kernekapital direkte fra staten, og derefter obligationslån garanteret af staten.

Run på bankerne

"Amagerbanken var tæt på at blive lukket. På den måde minder det lidt om den situation, vi lige har haft (med Fjordbank Mors, red.) Og der var en diskussion på daværende tidspunkt, og det er jo en politisk diskussion, om man skulle skærpe kravene til hvem, der kunne få hybrid kernekapital. Skulle det kun være de sunde banker?" sagde Nødgaard tidligere på måneden til FinansWatch og fortsatte:

"Og hvor skulle man så sætte grænserne for, hvem er sunde, hvem er i middelgruppen, og hvem er de svage banker? Hvis du dengang havde sagt, at det kun er stærke banker, der kan få, så ville alle dem, der ikke fik, være blevet løbet over ende med det samme. Så kunne man have udskilt nogle meget risikable banker, men her var det både den faglige og den politiske vurdering, at det ville have efterladt en gruppe af ekstremt sårbare banker.”

Rigsrevisionens undersøgelse skulle også have været klar ”før sommerferien 2011”, men overfor FinansWatch meddelte Rigsrevisionen i slutningen af maj, at man ikke skal forvente, at arbejdet er færdigt før på den anden side af industriferien.

Rigsrevisionens rapport er samtidig en del af grundlaget for Økonomi- og Erhvervsministeriets uafhængige advokatundersøgelse, der skal afleveres til ministeriet den 19. december.

Undersøgelser af Amager-krak trækker ud

Mere fra FinansWatch

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs