Hvem skal stå for Amager-undersøgelse?

Det skal nu afgøres, hvem der skal stå for den undersøgelse af omstænding omkring Amagerbankens krak, som Økonomi- og Erhvervsministeriet vil gennemføre. Samtidig er både Rigsrevisionen og Finanstilsynet også på vej med undersøgelsesrapporter. (Opdateret 15:24)
Foto: /ritzau/Ehrbahn Jacob
Foto: /ritzau/Ehrbahn Jacob

Vil du gerne undersøge, præcis hvad der skete i spillet op til Amagerbankens krak?

Så har du chacen nu, Økonomi- og Erhvervsministeriet har i hvert fald netop sendt muligheden for at sætte sig på undersøgelsen i udbud.

"Ministeriet ønsker at iværksætte en undersøgelse med henblik på at få klarlagt, hvorvidt der findes at være grundlag for at gøre et retligt ansvar gældende overfor Amagerbanken A/S’ tidligere ledelse, revision eller nærtstående til denne personkreds," skriver ministeriet, der søger op til to advokater til undersøgelsen.

Det slås samtidig fast, at Rigsrevisionens uafhængige undersøgelse vil blive en del af grundlaget for ministeriets undersøgelse.

"Rigsrevisionen har iværksat en undersøgelse, der skal belyse årsagerne til Amagerbankens sammenbrud, som foreligger før sommerferien 2011. Rigsrevisionens undersøgelse vil indgå som grundlag for nærværende uafhængige advokatundersøgelse," skriver ministeriet.

Undersøgelsesrapporten skal afleveres til ministeriet den 19. december 2011 til kl. 12, hvilket altså betyder, at der går mere end et halvt år inden offentligheden får svar.

Ministeriet undtaget

Undersøgelsen skal omfatte følgende forhold:

1. om de i lov om finansiel virksomhed (herefter FIL) §§ 70 og 71 omhandlede retningslinjer har foreligget

2. om de pågældende retningslinjer har været fulgt a. med hensyn til bevilling af større lån, og

b. i relation til engagementer omfatter af FIL § 78

3. om koncerninterne transaktioner og transaktioner med nærtstående har været foretaget på markedsmæssige vilkår og i overensstemmelse

med de i medfør af FIL § 181 fastsatte regler

4. om bankens ledelse har aflagt års- og delårsrapport i overensstemmelse med de i FIL §§ 183-199 anførte regler

5. om bankens ledelse har overholdt sine forpligtelser i medfør af FIL § 75, herunder om indberetning af vurdering af ejendomme har været retvisende

6. om bankens eksterne revisorer har udført revision i overensstemmelse med god revisionsskik

7. om bankens revisorer har overholdt sine forpligtelser i medfør af FIL § 200

8. om bankens prospekt i forbindelse med kapitalrejsningen i efteråret 2010 har været retvisende

9. Finansiel Stabilitet A/S’ to bestyrelsesmedlemmers rolle i Amagerbanken

"Hvis der under undersøgelsens forløb konstateres forhold, som kan gøre det nødvendigt at udvide kommissoriet for undersøgelsen, skal dette meddeles Økonomi- og Erhvervsministeriet, som herefter afgør, om undersøgelsen skal udvides. En udvidelse kan blive aktuel, såfremt der opstår en begrundet formodning om, at der foreligger ansvarspådragende handlinger på andre områder end de ovenfor nævnte," skriver ministeriet.

Dermed undlader ministeriet som tidligere beskrevet at advokatundersøgelsen omfatter ministeriet eller underafdelinger i Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet.

Habilitetskrav

Der er dog en række krav, der skal opfyldes før man kan stå for undersøgelsen, skriver Økonomi- og Erhvervsministeriet:

- Tilbudsgiver skal være en fysisk person.

- Tilbudsgiver skal opfylde følgende habilitetskrav:

a) Undersøgeren må ikke i de seneste 5 år forud for tilbuddets afgivelse have udført opgaver for Amagerbanken A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finanstilsynet eller Økonomi- og Erhvervsministeriet.

b) Undersøgeren må ikke i de seneste 5 år forud for tilbuddets afgivelse have udført opgaver for konkurrerende bankvirksomheder i ind- og udland.

c) Undersøgeren må ikke i de seneste 5 år forud for tilbuddets afgivelse have udført opgaver for personer, der er eller inden for de seneste 5 år før tilbuddets afgivelse har været medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i Amagerbanken A/S eller Finansiel Stabilitet A/S.

d) Undersøgeren må ikke inden for de seneste 5 år forud for tilbuddets afgivelse have udført opgaver for virksomheder, institutioner mv., hvori de under punkt c) nævnte bestyrelsesmedlemmer eller direktører har haft ledelseshverv inden for de seneste 5 år.

e) Undersøgeren må ikke i øvrigt have en forbindelse til Amagerbanken A/S, Finansiel Stabilitet, Finanstilsynet, Økonomi- og Erhvervsministeriet eller til andre personer, virksomheder mv., hvis handlinger eller undladelser må antages at kunne blive genstand for vurdering som led i Undersøgelsen, og som derfor kan rejse tvivl om Undersøgerens habilitet.

f) Der må ikke i øvrigt foreligge forhold, der kan rejse tvivl om Undersøgerens uafhængighed i forhold til hvervet som Undersøger.

g) Hvis Undersøgeren er medejer af eller ansat i en virksomhed, skal alle ejere af virksomheden opfylde ovennævnte habilitetskrav. Endvidere skal habilitetskravene være opfyldt i forhold til tidligere medejere i virksomheden. Er Undersøgeren selv tidligere medejer af en virksomhed, skal habilitetskravene også være opfyldt i forhold til nuværende og tidligere medejere i denne virksomhed.

h) Alle personer, som bistår Undersøgeren med Undersøgelsen, skal opfylde ovennævnte habilitetskrav.

Samtidig med de mange habilitetskrav lægger Økonomi- og Erhvervsministeriet vægt på, at undersøgeren skal have betydelig indsigt i banksager.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også