Ringe fremmøde til aktionærmøde

Kun 300 af Amagerbankens 70.000 aktionærer er mødt frem for at få en forklaring på konkursen.
AF JESPER OLSEN OG KAARE SØRENSEN, epn.dk

70.000 aktionærer mistede hele deres investering i Amagerbankens aktier, da bestyrelsesformand Niels Heering forrige søndag kastede håndklædet i ringen og begærede den kriseramte bank konkurs.

Alligevel er det kun godt 300 af de tabsramte aktionærer, der har fundet vej til Falkoner Salen tirsdag formiddag, hvor Amagerbank-ledelsen har bebudet en orientering om, hvordan det kunne gå så galt.

Stemningen er tilmed stille og rolig. På ingen måde så ophedet, som det var tilfældet ved den ekstraordinære generalforsamling i november, da den tidligere bestyrelse med N. E. Nielsen i spidsen blev afsat under stort postyr.

Formand: Besynderlig situation

"En besynderlig situation," siger bestyrelsesformand Niels Heering i sin indledning om det faktum, at han blot tre måneder efter valget til bestyrelsesformand nu står med en konkursramt bank.

Men der var ingen anden udvej. Årsagen er blæst op med store bogstaver på en storskærm på væggen bag Niels Heering: "Negativ egenkapital på 654 millioner kroner".

I sin gennemgang fortæller Niels Heering blandt andet, at Amagerbankens tidligere ledelse i flere tilfælde havde fremskrevet udviklingen 20-25 år for at få engagementer til at se pæne ud.

Gættede på værdierne

I et konkret tilfælde kørte et ejendomsselskab med en negativ ewgenkapital på godt 23 mio. kr. og udsigt til yderligere underskud I de næste fem år. Men ved at sætte salgsprisen for ejendommen til 65 mio. kr. i 2024 så det pludselig anderledes positivt ud.

"Og det er ren gætteri. Jeg sidder selv i bestyrelsen for et ejendomsselsskab, og det er ikke muligt for nogen at vurdere en salgspris så præcist 15 år frem i tiden," siger Niels Heering.

For mange kasketter

Bestyrelsesformanden fortsætter sine angreb på den tidligere ledelse - især den tidligere adm. direktør Jørgen Brændstrup, som ifølge Niels Heering sad med alt for mange kasketter.

"Jeg ville ikke have lyst til at være kreditchef i en bank, hvor den samme person både var sagsbehandler, erhvervskundechef og direktør på samme tid. Det ville ikke være muligt at lave en uafhængig vurdering," siger Niels Heering.

Han fortæller også, at den nye ledelse ved den minutiøse gennemgang af Amagerbanken fandt ikke-tinglyste pantebreve for en milliard kroner.

Aktionærforening i offensiven

Dansk Aktionærforening har efter konkursen forrige søndag indledt en offensiv for at få samlet så mange af Amagerbankens aktionærer som muligt, så de kan stå sammen, hvis opgøret ender i en retssag.

Da BankTrelleborg og Roskilde Bank krakkede i 2008, gik aktionærerne også sammen for at stå stærkere i en retssag.

Aktionærerne i BankTrelleborg anlagde faktisk en retssag mod fonden for banken, Sydbank, som overtog BankTrelleborg, og Finanstilsynet. Den sag blev afgjort i Østre Landsret for to måneder siden. Aktionærerne der fik medhold, men ikke den krævede erstatning på 200 mio. kr.

Nyt redningsforsøg måtte opgives

Forud for konkursen var Amagerbanken gennem en længere periode kriseramt og gennem flere runder med redningsforsøg. Men forrige søndag aften var det slut, da den nye ledelse fandt det nødvendigt at foretage nedskrivninger på mere end 3,1 mia. kr. for fjerde kvartal 2010.

Dermed var egenkapitalen væk, og banken kunnen ikke længere leve op til de lovkrav som stilles om økonomien. Derfor gik den oprindelige Amagerbanken konkurs og kunderne overførtes til et nystiftet selskab under Finansiel Stabilitet.

Da Amagerbankens nye ledelse, advokat Niels Heering som bestyrelsesformand og Steen Hove som adm. direktør, overtog magten i november, brugte de efterfølgende 98 dage til at gennemgå kreditbøgerne meget grundigt. Alle engagementer over 15 mio. kr. kom under kritisk lup.

»Vi er meget overraskede over det, vi har fundet," sagde Niels Heering på en pressebriefing, da krakket var en realittet.

Gammel bestyrelse skyder igen

Ansvaret for udviklingen blev klart placeret i retning mod Amagerbankens tidligere ledelse - daværende bestyrelsesformand N. E. Nielsen og adm. direktør Jørgen Brændstrup.

Niels Heering sagde ved pressebriefingen, at der i Amagerbanken har manglet en ordentlig kredithåndtering og været alt for stor satsning på en enkelt sektor - nemlig ejendomsinvesteringer.

Omvendt har N.E. Nielsen og den tidligere bestyrelse efter tavshed siden krakket netop taget kampen op. Sent mandag sendte den et brev til økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), hvori der opstilles otte punkter, som en uafhængig undersøgelse af forløbet om Amagerbanken bør omfatte.

Det gælder eksempelvis den viden, som de to bestyrelsesmedlemmer udpeget af Finansiel Stabilitet, bl.a. Steen Hove - der blev adm. direktør - var i besiddelse af. I brevet argumenteres nemlig for, at de to allerede i juli 2010 fik detaljeret viden om bankens 50 største og de mest problemfyldte engagementer.

Tab i milliardklassen

Uanset det kommende efterspil ser de 70.000 Amagerbank-aktionærer dog ud til at have tabt deres investerede penge i aktierne.

Samlet har der været vurderinger om, at Amagerbanken når et samlet tab på et større milliardbeløb. Det er i hvert fald den foreløbige vurdering af krakkets størrelse som en gruppe, der har haft til opgave at undersøge banken i ugerne op til kollapset, nåede frem til.

I det særlige værdiansættelsesråd sad Danske Bank-topchef Peter Straarup, Nordea-landedirektør Peter Schütze, Spar Nord-topchef Lasse Nyby og Ringkjøbing Landbobankdirektør Bent Naur.

Beløbet dækker over statens umiddelbare direkte tab gennem bankpakkerne også de øvrige bankers tab gennem indskydergarantien.

Langt de fleste privatkunder holdes skadesløse, hvis deres indeståenede er under 750.000 kr. Men en mindre gruppe kunder - ca. 700 - står også til at miste det indestående i Amagerbanken, som ligger over den fastsatte beløbsgrænse i garantien.

Denne artikel er leveret af FinansWatchs samarbejdspartner epn.dk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også