Alm Brand Bank førtidsindfrier lån for 4 mia. kr.

Alm. Brand Bank førtidsindfrier to tredjedele af sine statsgaranterede obligationer. Lånene forfalder ellers først 30. juni 2013.

Alm. Brand Bank køber nu to tredjedele af sine statsgaranterede lån tilbage. I alt førtidsindfrier banken lån for 4 mia. kr. ud af en samlet udstedelse på 6 mia. kr.

Banken meddeler, at baggrunden for indfrielsen er "Alm. Brand Banks stærke likviditetsmæssige situation."

"Det er meget positivt, at Alm. Brand Bank allerede nu er i stand til at indfri for 4 mia. kr. af det 6 mia. kr. store statsgaranterede obligationslån. Vi er således foran vores plan med at sikre bankens likviditet - også efter 2013. En fantastisk flot indlånskampagne, hvor vi fik betydeligt flere indlån end forventet, sammen med en god udvikling i nedbringelsen af bankens afløbende udlånsbog er baggrunden for, at dette er muligt," skriver adm. direktør i Alm. Brand Bank, Kim Bai Wadstrøm i meddelelsen.

Ud over førtidsindfrielsen meddeler banken, at det i tæt samarbejde med Finansiel Stabilitet er lykkedes at få en aftale i stand om at tilbagekøbe for 2 mia. kr. obligationer med valør den 23. marts 2012. Finansiel Stabilitet besidder obligationsbeholdningen, som oprindeligt er udstedt med en løbetid til 30. juni 2013. Det skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.

Obligationerne i FS er sandsynligvis oprindeligt blevet købt af banker, som nu er overtaget af Finansiel Stabilitet, og derfor har afviklingsselskabet overtaget beholdningen sammen med resten af de krakkede bankers aktiver.

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også