Danske topchefers lønfest vækker kritik
Topcheferne i de største danske børsnoterede selskaber fik i 2016 i gennemsnit en lønstigning på 8,6 pct., viser en opgørelse fra Berlingske Business. Til sammenligning har den gennemsnitlige lønstigning mellem 2010 og 2015 på tværs af befolkningen været på ni pct. ifølge Danmarks Statistik, hvilket altså ca. svarer til, hvad topdirektørerne har fået på ét år.
Den forskel møder hård kritik fra Pensams formand Dennis Kristensen:
"Toppen af dansk erhvervsliv har i den grad bevæget sig væk fra, hvad almindelige danskere kan forholde sig til. Det prøver vi så at gå sammen med andre og sige, at det ikke holder. Vi kunne også finde på at trække os ud af et selskab, hvis de går lønmæssigt agurk," siger Dennis Kristensen til avisen.
I en tilhørende artikel i Berlingske fortæller vicedirektør med ansvar for danske aktier i ATP, Claus Wiinblad, at man her mener, at danske topchefer har indhentet udlandet, når det gælder konkurrencedygtig løn. Netop ATP var på sidste uges generalforsamling i Carlsberg meget kritiske over for Carlsberg-bestyrelsens forslag til direktionens incitamentsaflønning og stemte imod.
Relaterede artikler:
ATP rejser hård kritik af Carlsbergs cheflønninger
For abonnenter