Nordea: Gode forsikringsresultater på vej

En fredelig vinter og positiv stemning på finansmarkederne ventes at give pæne regnskaber fra forsikringsselskaberne i den næste tid.
AF RITZAU FINANS

Vinteren har været været relativt mild, og på finansmarkederne har stemningen været positiv. Den kombination ventes at give nogle pæne forsikringsregnskaber for første kvartal. Allerede i næste uge kan investorerne få syn for sagen, når Tryg onsdag aflægger regnskab for årets første tre måneder.

"Det har været en mild vinter med begrænset sne. Derfor må man også formode, at det har været begrænset med snetryksskader. Der har heller ikke været de store storme, bortset fra en lille smule i starten af januar, som de fleste selskaber har kommenteret på, fordi det indtraf længe inden de aflagde deres årsregnskaber," siger forsikringsanalytiker Christian Hede fra Nordea til Ritzau Finans.

Det er imidlertid vintermåneder og kan ikke sammenlignes med et godt sommerkvartal, tilføjer analytikeren. Men i forhold til andre første kvartaler "ser det bestemt pænt ud". Dertil kan forsikringsselskaberne have haft et godt kvartal på investeringsmarkederne.

"På investeringssiden har det været endnu et kvartal med faldende renter. Det vil sige, at der er udsigt til kursgevinster på obligationssiden. Derudover har aktiemarkedet klaret sig rigtigt godt. Så heller ikke der er der grund til at tro, at det ikke er pæne ting, vi kommer til at se," siger Christian Hede.

Han tilføjer dog, at forsikringsselskaberne kan have positioneret sig forskelligt, blandt andet i forhold til udviklingen i renterne. Men udviklingen underliggende er i hvert fald positiv for sektoren, vurderer han.

"Så når vi kombinerer de to ting; forventede gode investeringsafkast og et lavt skadesniveau, jamen så er der lagt op til rigtigt pæne resultater hele vejen rundt," vurderer analytikeren.

Tryg kommenterede i forbindelse med sit årsregnskab i slutningen af januar på effekten af stormskaderne omkring 8-9. januar. Der var tale om storme, som ramte selskabet på alle tre markeder - Danmark, Sverige og Norge samtidig, og derfor estimerede selskabet, at det stod til at skulle udbetale i overkanten af 100 mio. kr. i vejrskader i januar.

"Vi har haft en lidt usædvanlig kombination, hvor storme i januar har ramt os i Danmark, Sverige og Norge samtidig. Vi har set Dagmar og Egon i Danmark og Sverige, og så har vi set Nina, som har ramt Norge i samme periode," sagde Trygs administrerende, direktør Morten Hübbe, til Ritzau Finans.

"Det er noget, der ligner 5000 skader samlet set for Tryg, og det er noget, der ligner en samlet udgift i overkanten af 100 mio. kr., som ligger her i januar samlet," tilføjede han.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også