Regeringen vil inddrage pensionsmilliarder i vækstplan

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard åbner for flere OPP-samarbejder som en del af EU-kommissionens vækstplan.
AF RITZAU FINANS

EU's kommisionsformand Jean-Claude Juncker offentliggør onsdag EU's kommende vækstplan til 2350 mia. kr. I den forbindelse åbner økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) op for muligheden for at benytte sig af offentligt-private partnerskaber (OPP) til at investere i alt fra veje til broer og andre private investeringer.

Det skriver dagbladet Børsen.

"Vi har haft meget høje offentlige investeringer i Danmark, så derfor er dét, jeg vil holde meget nøje øje med, forsøget på at aktivere den meget store private kapital, hvor opsparingen er høj, og pengetankene er fulde. Det bliver spændende, om kommissionen har fundet et greb, hvor man kan få de penge ud at arbejde," siger Morten Østergaard.

Regeringen mener, at både pensionsformuerne og erhvervslivets rekordopsparing kan blive bragt i spil i vækstplanen. Ifølge regeringens finansredegørelse fra 2014 er danskernes finansielle opsparing på 1800 mia. kr. Pensionskassernes forventninger til planen er dog små.

"Hvis der er opbakning fra nationalstaterne til at komme med gode investeringsprojekter, der bliver puttet ind i en fornuftig struktur, vil vi også være interesserede. Men vi er meget skeptiske over for at komme vores penge ind i noget, der i det store hele er et ukendt, sort hul," siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, som har 195 mia. kr. under forvaltning.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også