Skatteforhøjelse kan udhule pensionen

Forhøjelser af skatten på pensionsafkast bør efterhånden indgå i planlægningen af pensionen, mener advokat.
AF LARS NIELSEN

Risikoen for, at skatten på pensionsafkast, den såkaldte PAL-skat, forhøjes igen, er så stor, at det bør indgå i pensionsplanlægningen. Det mener advokat Stephan Falsner fra Denlaw.

Advarslen kommer lige inden, det for mange er sidste frist for at omlægge deres kapitalpension til en aldersopsparing. Mange skal allerede træffe deres beslutning inden udgangen af denne måned.

Inden udgangen af 2014 skal alle med kapitalpension tage stilling til, om de med en skatterabat på 2,7 pct. vil omlægge til en aldersopsparing. Gør de ikke det, vil de have en død pension, der ikke kan indbetales på længere. Afkastet af den nye pension beskattes med 15,3 pct., og det bør man have i baghovedet, før man beslutter sig, mener Stephan Falsner.

"Den såkaldte PAL-skat blev senest forhøjet ved finansloven i 2012. Den ligger ikke nødvendigvis fast og kan forhøjes løbende, dersom den til enhver tid siddende regering måtte få flertal for at hæve den. Man kan således ikke med sikkerhed gå ud fra, at man en gang for alle har betalt al sin skat af sin pension, snarere tværtimod," mener Stephan Falsner.

Dyrt for det offentlige

Han har prøvet at fremskrive den seneste forhøjelse af PAL-skatten over 30 år. Gør man det med et gennemsnit på 0,1 pct. pr. år, vil skatten i 2044 kunne være 18,3 pct. pr. år.

Fremskrivningen er på ingen måde urealistisk, mener cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen. Reglerne for fradrag af indbetalinger på pension og beskatning af afkast er ændret flere gange de senere år, og det er med til at skabe usikkerhed blandt danskerne.

"Denne forventning kan i sidste instans indebære, at danskerne reducerer deres pensionsopsparing og det vil være uheldigt, da vi så får færre selvforsørgende pensionister. Det kan blive dyrt på de offentlige finanser," siger Mads Lundby Hansen.

"Jeg har hørt politikere tale om, at "et par ekstra point på PAL-skatten dør sgu ingen af." Men det er en farlig tilgang. Forhøjelser af PAL-skatten giver usikkerhed om pensionsskatten fremadrettet og det kan give tilbageholdenhed med at spare op til  alderdommen."

Anbefaler skattestop

At PAL-skatten med en sats på 15,3 pct. er lav, er en myte, mener Mads Lundby Hansen.

"Det er den ikke. Det er faktisk den næsthøjeste skat i OECD. De fleste lande beskatter slet ikke det løbende afkast. Når man herudover tager højde for indkomstaftrapning af offentlige ydelser, inflation mv., så kan marginalskatten på pensionsafkastet komme langt over 100 pct."

Kombinationen af en pensionsformue på 3.000 mia. kr. og en PAL-skat politikerne synes er lav, giver nogle farlige incitamenter til at øge PAL-skatten. CEPOS har derfor længe anbefalet et skattestop på pensionsområdet, så politikerne forpligter sig til ikke at skærpe beskatningen.

"Desuden bør de forpligte sig til ikke at foretage yderligere begrænsende indgreb i forhold til indskud på ratepension og livrenteprodukter. I stedet bør man reducere PAL-skatten og fjerne restriktionen på indskud på ratepension. Udligningsskatten bør også afvikles," siger Mads Lundby Hansen.

 

Sådan håndterer selskaberne omlægning af din kapitalpension
Selskab Beholder kunden sine garantier? Tidsfrist
AP Pension Pensioner med garanti kan ikke lægges om. Frist ikke oplyst.
Danica Pension Ja 30. september 2014
Nordea Liv og Pension Nej 30. september 2014
PFA Nej, kunden mister også ret til kundekapital. Ændring skal ske ml. 1. og 20. oktober.
SEB Pension Ja 30. september 2014
Skandia Ja 30. november 2014
Topdanmark Ja 31. oktober 2014

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også