Codan-ejer får beskedent plus

RSA Insurance, der ejer Codan, har efter et særdeles turbulent år leveret et lille plus på bundlinjen. ”Vores handlingsplan går rigtig godt,” siger den administrerende direktør.
Af Mette Mandrup

I første halvår fik britiske RSA Insurance et overskud på 6 mio. pund, eller 56 mio. kr., og det var en markant forbedring i forhold til andet halvår af 2013, hvor nettoresultatet var et underskud på 528 mio. pund.

Selskabets irske datterselskab satte sidste år et uheldigt fodaftryk på regnskabet, da det havde rodet sig ud i alvorlige regnskabsmæssige uregelmæssigheder, som fik RSA Insurance til at hente ny kapital og sælge flere af sine aktiver fra.

Det forsikringstekniske resultat hos RSA blev på 2 mio. pund, og det var negativt påvirket af, at det forsikringstekniske resultat for Storbritannien og Vesteuropa endte på et minus på 86 mio. pund. Til gengæld gav Skandinavien, som Codan hører til, et overskud på 105 mio. pund.

Udsigt til udbytte igen

Netto præmieindtægterne var på 3930 mio. pund i første halvår, og indtægterne faldt således fra henholdsvis 4652 mio. pund og 4012 mio. pund i første og andet halvår af 2013. Fremover forventer selskabet dog at kunne levere bedre resultater.

”RSA’s handlingsplan går godt. Siden vi lancerede den for fem måneder siden, har vi haft stor fremgang i forhold til at styrke vores strategiske fokus og skabe et godt finansielt helbred,” siger Stephen Hester, der er administrerende direktør i RSA, i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Selv om overskuddet i første halvår er beskedent, reflekterer de yderligere oprydning på vores balance og i vores reserver, men de reflekterer også vejromkostninger, som ligger over det normale niveau.”

 I februar i år droppede RSA Insurance sit udbytte, men selskabet har forklaret i sit halvårsregnskab, at det forventer at genoptage udbyttebetalingen ved årsregnskabet for 2014.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også