FinansWatch

Professor: Dong-tilbud fra pensionskasse var »fuldstændig uinteressant« for staten

Notat viser, at PensionDanmark kun ville give et lån til Dong.

Tilbudet fra 3F's pensionskasse PensionDanmark om at købe aktier i Dong er ikke attraktivt for staten, fastslår professor i finansiering Michael Møller fra CBS til Politiken.

Et internt notat fra juni 2013, som TV 2 forud for dagens samråd i Finansudvalget er kommet i besiddelse af, viser, at pensionskassen ikke ville stille ansvarlig kapital til rådighed, men nærmere yde Dong et lån.

Staten skulle, ifølge notatet, garantere PensionDanmark et 'minimumsafkast svarende til et afkast lidt over statsobligationsrenten' til gengæld for investeringen på 8 milliarder. Tilbuddet blev afvist af Finansministeriet.

»Det ville være fuldstændig uinteressant for staten, der selv kan låne til statsobligationsrenten. Det er et økonomisk dårligt tilbud«, siger Michael Møller.

Staten må imidlertid ikke give Dong et lån - det har partierne bag energiforliget besluttet.

Vurderer Dong højere

»Men det her tilbud er det samme som at låne Dong penge, det ligner bare en omgåelse af forliget«, siger Michael Møller, der ikke har nogen mening om, hvorvidt det er hensigten med konstruktionen af tilbuddet fra PensionDanmark.

Af notatet fremgår det også, at pensionskassen ville købe aktier til en kurs, der svarer til, at Dongs aktiekapital er 46 milliarder kroner værd.

Goldman Sachs' købstilbud tager udgangspunkt i en værdi på 32 milliarder kroner.

Samtidig stillede PensionDanmark krav om en gevinst, en såkaldt 'upside', hvis Dong ved en kommende børsnotering bliver mere end 50 milliarder kroner værd. Det er ikke ublu, mener Michael Møller.

»Men alene fordi staten selv kan låne pengene billigere, behøver man slet ikke diskutere upsiden«, siger han.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs