Advokater afviser dyre forsikringssager

Er din grund forurenet, er det ikke sikkert, at din advokat er villig til at hjælpe dig.

Opdager du, at din grund er forurenet af en tidligere ejer, er det langtfra sikkert, at du kan få dækket dit tab - heller ikke hvis du har en retshjælpsforsikring.

Danske Advokater advarer nu om, at markante begrænsninger i forsikringen betyder, at ifølge en undersøgelse blandt medlemmerne kun halvdelen af dem gider tage retshjælpssager. Det skriver Politiken.

"Der er for meget bøvl, og det hænger ofte ikke sammen økonomisk at tage disse sager. Det er et kæmpe problem for borgernes retssikkerhed," siger Lars Svenning Andersen, formand for Danske Advokater, til Politiken.

Rækker ikke

Efter kritik af manglende retshjælp i sager om især personskader anbefalede brancheorganisationen Forsikring & Pension i foråret selskaberne at sætte loftet for retshjælpsdækningen op fra typisk 100.000-130.000 til 175.000 kroner. Og det har hjulpet lidt på retstilstanden, siger Danske Advokater. Men stammer jordforureningen fra tidligere fabrikker, industrigrunde eller andre krasbørstige kilder, er den som regel så omfattende, at den ikke kan klares inden for det beløb.

Hertil kommer, at det salær, som advokaten får af modparten, hvis han vinder sagen, ofte slet ikke dækker hans tidsforbrug. Salæret er nemlig dels fastsat ud fra det antal timer, en almindelig advokat bruger på en almindelig sag, dels ud fra beløbet, man strides om, skriver Politiken.

Nogle får penge

I Forsikring & Pension siger underdirektør Torben Weiss Garne, at selskaberne blot følger domstolenes takster.

"Forsikringsselskaberne kan ikke fastsætte salæret bedre end de officielle takster; derfor bruger retshjælpsforsikringen disse takster. Der opnås samtidig en mere ensartet salæropgørelse i sagerne," siger Garne til Politiken.

Han tilføjer, at retshjælpsdækningen dog trods alt er så brugt, at der i 2012 blev udbetalt 278 millioner kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også