Strategiskift gav pote i Industriens Pension

Skiftet fra gennemsnitsrente til markedsrente har været en god forretning for langt de fleste medlemmer i Industriens Pension i første halvår.

Årets første seks måneder har været svære for garanterede pensionsordninger, fordi de ofte ligger med rigtig mange obligationer.

Derfor kan det også kun glæde Industriens Pension, at man sidste år valgte at skifte fra netop de garanterede ordninger til markedsrente, hvor investeringsfriheden er markant større.

Det har nemlig resulteret i et afkast for halvåret på 2,4 pct. hvilket pr. 1. august er steget til 3,8 pct.

Til sammenligning er halvårsresultatet for de få medlemmer, der fortsat har gennemsnitsrente -2,8 pct. Tager man juli måned med i optællingen, hjælper det dog lidt på afkastet, der ender på i alt -1,8 pct.

"Afkastet er positivt påvirket af de stigende aktiemarkeder i Danmark og internationalt, mens afkastet på obligationer gav et negativt bidrag. Industriens Pension havde ved udgangen af 1. halvår 26 % af investeringerne placeret i børsnoterede danske og udenlandske aktier," skriver pensionskassen i en kommentar til afkastet.

Gevinsten er fordelt forskelligt afhængigt af, hvor gamle medlemmerne er, forklares det i en kommentar til halvårsresultatet.

"Et 40-årigt medlem af Industriens Pension har fået et afkast på 3,0 pct., mens et 60-årigt medlem har fået et afkast på 1,3 pct. Unge medlemmer har en højere andel af aktier end ældre, fordi de har en længere investeringshorisont og dermed kan investere med højere risiko. Ældre medlemmer har til gengæld flere obligationer, der gav et lavere afkast end aktier," skriver Industriens Pension.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også