Regnskab: Alm. Brand opjusterer med 110 mio. kr.

Alm. Brand lægger sig i slipstrømmen af forsikringsselskaber med flotte regnskaber fra Q1. Ledelsen løfter forventningerne til helårets resultat til 550 mio. kr. før tab og nedskrivninger, det er knap 20 pct. bedre end tidligere forventet (Opdateres)

Alm. Brand sender et regnskab på gaden, der er svagere end i samme periode sidste år, men som samtidig indeholder en opjustering af forventningerne til helåret.

Ejerskabet af banken trækker fortsat ned.

På koncernniveau fik Alm. Brand et overskud før skat på 29 mio. kr. i årets første tre måneder - det skal sammenlignes med 82 mio. kr. sidste år. Alm. Brand fremhæver selv godt momentum hos skadesforsikringsdelen samt Liv og Pension, der også præsterer flot.

Særligt skadesforsikringsaktiviteterne er kommet stærkt fra land i år med en præmievækst på 2,5 pct. Særlig stor vækst finder man på erhvervsområdet. Alm. Brand noterer sig, ligesom konkurrenterne, at den milde vinter har påvirket resultat positivt. 

"På den underliggende forretning er skadeudgifterne positivt påvirket af generelt færre skader sammenlignet med sidste år. Omkostningsprocenten er som forventet lidt højere end i 2012 blandt andet på grund af øgede erhvervelsesomkostninger samt investeringer i digitalisering af kundevendte processer. Endvidere er resultatet påvirket positivt af afløbsgevinster, der primært kommer fra personrelaterede brancher," skriver Alm. Brand selv i regnskabet.

Som følge af den stærke start på året i skadeforsikring løftes resultatforventningen for helåret her med 160 mio. kr. Dermed lander helårsforventningerne til skade på 560 mio. kr. Også combined ratio-forventningerne løftes til at lande i niveauet omkring 89, hvor det tidligere var forventet en CR på 92.

Endelig løftes forventningerne til væksten fra 2 pct. til 3 pct. for helåret.

Glæde over Liv og Pension

Omkring investeringsresultatet konstaterer Alm. Brand, at det er lavere end i samme periode 2012, hvilket er en følge af det lave renteniveau.

"Investeringsresultatet er dog samlet set bedre end forventet," skriver forsikringsvirksomheden.

Stor tilfredshed finder man også med resultat i Liv og Pension.

"Der er opnået et meget tilfredsstillende omkostnings -og risikoresultat. Der er i perioden overført 1 mio.kr. til skyggekonti, som herefter udgør samlet 11 mio.kr.

Der har igen i første kvartal været en pæn stigning i pensionsindbetalingerne på 19,4 % i Liv og Pension. Inklusive investeringsordninger i banken var væksten på 8 %. Stigningen skyldes primært éngangsindbetalinger fra både nye og eksisterende kunder, som vælger at overføre deres bestående pensionsopsparing fra andre pensionsinstitutter til Alm. Brand. De løbende pensionsindbetalinger har ligeledes vist vækst i forhold til første kvartal 2012," skriver Alm. Brand i regnskabet.

Ledelsen glæder sig over, at det er lykkedes at øge pensionsindbetalingerne til trods for, at kapitalpensioner ikke længere er skattebegunstiget.

"Dette er meget tilfredsstillende. Investeringsresultatet er fortsat tilfredsstillende, og bonusgraden er øget til 7,2 % i første kvartal," skriver Alm. Brand.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også