Usikkerhed om ny pension

Kapitalpensioner for milliarder er på spil i nyt lovforslag.
AF LARS NIELSEN , epn.dk

"Vent og se." Sådan vil svaret lyde, hvis du kontakter dit pensionsselskab for at få rådgivning om, om du skal omlægge din kapitalpension efter nye regler eller blot lade den stå.

Selskaberne venter i spænding på lovforslaget, der indebærer en historisk ændring af det danske pensionssystem. Man går nemlig fra princippet om først at beskatte på udbetalingstidspunktet.

Fradrag ved indbetaling

I dag får man et fradrag på 37-38 pct., når man indbetaler på en kapitalpension. Den beskattes med 40 pct. ved udbetalingen. Fra 2013 får man intet fradrag, men skal heller ikke betale skat.

De, der allerede har en kapitalpension, får mulighed for at omlægge efter de nye regler. Men det koster. Der er pålagt en afgift på 37,3 pct. Afgiften går direkte i statskassen.

Hvis man har 1 mio. kr. stående og vil over på de nye regler, mister man altså 373.000 kr. og har nu 627.000. Til gengæld skal man ikke betale skat af sin pension. Beholder man sin pension, har man fortsat 1 mio. kr., men skal betale en skat på 40 pct. på udbetalingstidspunktet. Og så har man kun 600.000

Umiddelbar gevinst

Umiddelbart tjener man 27.000 kr., men hvis man har en forventning om at kunne sikre et højt afkast af sin pension, har man altså flere penge at investere for i den gamle ordning. Men der er flere ting at tage stilling til, fastslår pressechef i Danica, Mikkel Bro Petersen.

"Der er mange forhold at tage hensyn til ikke mindst de skattemæssige. Samtidig er det også vigtigt at få at vide, om man kan omlægge sin nye kapitalpension til en livrente eller en ratepension. Det ved vi ikke endnu," siger Mikkel Bro Petersen til epn.dk.

I PFA forholder man sig også afventende.

"Vi afventer lovforslaget. Jeg har også det indtryk, at vores kunder lever fint med at vente til efter ferien med at skulle tage stilling til pensionen," siger chefkonsulent i PFA, Kristian Lund Pedersen, til epn.dk.

Pensioner for mia.

Danicas kunder har kapitalpensioner for ca. 50 mia. kr. Hvis alle Danica-kunder går over til den nye ordning, skal Danica altså finde og lægge næsten 19 mia. kr. i statskassen. PFA har kapitalpensioner for 57 mia. kr. og kan således i yderste konsekvens blive tvunget til at skulle finde godt 21 mia. kr.

Forvalter man sin egen kapitalpension og investerer i værdipapirer, skal man selv sælge de papirer, der er nødvendigt for at betale afgiften til skat. Det er dog kun nødvendigt, hvis man vælger at gå over til de nye regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også