Avis: Højest løn i tværgående pensionskasser

De ikke-kommercielle pensionskasser betaler den højeste løn, viser nye tal. Omkostningerne er dog stadig lavere end i kommercielle selskaber.

Landets pensionsselskaber bliver jævntligt målt og vejet på især afkast og omkostninger. I dagens Berlingske Business er det den gennemsnitlige løn til medarbejderne, der er konkurrenceparametret.

Opgørelsen viser, at man helst vil være ansat i Lærernes Pension, hvor de 17 medarbejdere i gennemsnit tager 1,092 mio. kr. før skat med hjem om året. Tallet viser de samlede medarbejderomkostninger delt med antallet af ansatte.

Nederst på listen ligger Skandia, hvor de 176 medarbejdere i gennemsnit får 652.000 kr. om året. Topdanmark ligger ganske vist med lavere lønninger på gennemsnitligt 624.000, men det er gennemsnittet for hele koncernen, der indeholder en langt større skadesforsikringdel, og derfor er det svært at sammenligne.

Lavtlønnede er outsourcet

Værd at bemærke er det dog, at selv om Lærernes Pension, PBU og PKA skiller sig ud i toppen af lønlisten, så ligger de samlede omkostninger stadig langt under de kommercielle selskaber, viser Berlingske Business' tal.

Lærernes Pension har således omkostninger, der er lige godt halvt så høje som PFA, der er det billigste kommercielle selskab.

Adm. direktør hos Lærernes Pension Paul Brüniche-Olsen har dog en simpel forklaring på de høje lønninger. Blandt de kun 17 medarbejdere sidder nogle nødvendige, men løntunge funktioner, mens de lavtlønnede jobfunktioner er outsourcet til administrationssamarbejdet Forca, som også PBU er med i.

"Vores egen opgørelse viser, at hvis vi tager de administrative medarbejdere i Forca med, så lander vi på 633.000 kr., og så er mit gæt, at vi ligger i den meget lave ende. Hos os selv sidder det øverste ledelsessekretariat og en række specialister, som naturligvis er løntunge," siger adm. direktør Paul Brüniche-Olsen til Berlingske Business.

Store forskelle i pensionsdirektørers gage - Her er pensionsbossernes mio-lønninger 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også