Regnskab: Storm, brand og forsikring plager Købstæderne

Combined ratio er på den forkerte side af 100 for fjerde gang i træk, og trods genforsikring koster sommerens skybrud tungt i Købstædernes Forsikring, der kom ud af 2011 med et underskud på 148,9 mio. kr. før skat.

Bruttopræmieindtægter på 689,6 mio. kr., bruttoerstatningsudgifter på 996,5 mio. kr., et negativt investeringsafkast på 35 mio. kr., og en combined ratio på 118,5, der strækker rækken af år med et skidt, skidt resultat af forsikringsforretningen til fire, med 2007's ratio på 99,5 som eneste mildt positivt aspekt.

2011 var på flere måder et svært år for Danmarks ældste forsikringsselskab, Købstædernes Forsikring, der dog kan lune sig ved at opkøbet af Diba Forsikring giver et overskud på 2,4 mio. kr.

Altoverskyggende er dog julis skybrud, der til en vis grad bliver opvejet af genforsikringer. Men hvor sektorens kæmper har begrænset størstedelen af tabene via genforsikring, er tabet i Købstæderne ganske markant selv efter resultatet af den afgivne forretning på 352 mio. kr.

"Den 2. juli 2011 blev København ramt af et af de voldsomste skybrud, der er registreret i Danmark. Det har ramt Købstædernes Forsikring uforholdsmæssigt hårdt. Det endelige resultat af skybruddet kendes endnu ikke, men i dette regnskab er der medregnet bruttoerstatningsudgifter for 465 mio. kr.," skriver selskabet i sit regnskab og fortsætter:

"Langt hovedparten af skybrudsskaderne har været genforsikret, således at Købstædernes Forsikrings nettoskadeprocent har været væsentligt mindre end bruttoskadeprocenten på 152,9, nemlig 85,6, hvilket dog stadig er et for højt niveau."

Heller ikke investeringerne var tilfredsstillende for Købstæderne, der gik markant tilbage i forhold til 2010's gevinst på 217 mio. kr. Man klarede sig dog markant bedre end det annus horriblis, der ramte i 2008, hvor investeringerne var negative i størrelsesordenen 581,4 mio. kr.

"Den egentlige forsikringsvirksomhed gav et underskud på 96,3 mio.kr., ligesom investeringsforretningen var underskudsgivende. Købstædernes Forsikring omlagde i 2011 investeringsstrategien og etablerede en afdeling i en professionel investeringsforening, KF Invest, hvilket har minimeret underskuddet på investeringsforretningen. Det samlede investeringsafkast for Købstædernes Forsikring blev et underskud på 38,9 mio. kr.," lyder det fra Købstæderne, der også opremser hvordan seks separate storbrande har martret regnskabet.

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også