TDC-formand: Store aktionærer bad os sælge til konsortium

Alle store aktionærer i TDC lagde pres på bestyrelsen for at anbefale et salg af teleselskabet til en investorkreds med danske pensionsselskaber, fortæller bestyrelsesformand Pierre Danon på fredagens generalforsamling i København.
Bestyrelsesformand i TDC, Pierre Danon | Foto: PR/TDC
Bestyrelsesformand i TDC, Pierre Danon | Foto: PR/TDC
RITZAU FINANS

Det var pres fra alle de store aktionærer, der i sidste ende fik TDC-bestyrelsen til at gå til forhandlingsbordet og anbefale et salg af teleselskabet.

Det fortæller bestyrelsesformand Pierre Danon på fredagens generalforsamling i København.

Et konsortium bestående af de danske pensionskasser ATP, PKA og PFA samt den australske investeringsbank Macquarie forsøgte i februar at købe TDC til 47-48 kr. per aktie.

TDC var imidlertid tæt på et opkøb af Viasat-ejeren MTG Nordics, og bestyrelsen valgte at afvise de to indledende bud fra konsortiet, uden at man informerede aktionærerne og aktiemarkedet om købsinteressen.

Kort efter blev konsortiets planer lækket til pressen, og efterfølgende var TDC i dialog med de store aktionærer, der var meget klare i spyttet.

"Pernille (TDC's direktør, red.) og jeg havde telefonsamtaler med stort set alle vores aktionærer, og de bad os om at sige ja til handlen."

"Efterfølgende forhandlede vi prisen med konsortiet hen over weekenden. Det var nogle vilde dage, og prisen på 50,25 kr. var den bedste, vi kunne få på det tidspunkt. Det føler jeg mig helt sikker på. På et tidspunkt kan man mærke, at man ikke kan få mere," siger Pierre Danon på generalforsamlingen.

Presset aktiemarked i februar

Han mener dog, at hele situationen omkring salget til konsortiet skal ses i lyset af, at TDC-aktien var under pres efter annonceringen af MTG-handlen, og forud for at opkøbsplanerne kom frem i medierne.

Det skyldes ifølge hans vurdering, at investorerne lige skulle vænne sig til tanken om MTG-handlen, da den type handel - hvor et teleselskab går sammen med en indholdsleverandør - ikke tidligere var set i Europa.

"Aktien faldt omkring 8 pct. den første dag (efter annonceringen af MTG-handlen, red.), men folk glemmer, at aktien de efterfølgende dage fik et comeback, og folk glemmer også, at aktiemarkedet generelt faldt ret markant de dage."

"Folk var meget usikre på det tidspunkt, og på det tidspunkt begyndte vores samtaler med vores aktionærer at ændre sig. Flere spurgte, hvorfor vi ikke bare sagde ja til tilbuddet," siger Pierre Danon.

Opkøb på agendaen

Forud var gået en proces, hvor TDC efter mange års pres på indtjeningen var begyndt at se på muligheder for at vokse forretningen.

I juli 2017 vurderede TDC-ledelsen, at selskabet var på rette vej i forhold til at nå sit mål om at kunne vokse indtjeningen fra 2018, og i løbet af efteråret arbejdede selskabet på en opkøbsplan.

De to muligheder var at styrke henholdsvis TDC's forretning i Norge eller den danske tv-forretning i Yousee.

Valget faldt på tv-forretningen, der var under hårdt pres i 2017 med stor kundeafgang, og ikke Norge - blandt andet på grund af Telenors meget dominerende position på det norske marked.

I november var der i grove træk en aftale på plads med MTG Nordics, og Pierre Danon var på en rundtur i London hos selskabets største aktionærer for at stikke en finger i jorden.

Han nævnte ikke konkrete selskabsnavne, men fortalte blot, at TDC sonderede terrænet for en handel i tv-forretningen eller i Norge.

Og her var der ingen negative tilbagemeldinger, siger Pierre Danon, der mener, at opkøbet af MTG Nordics ville have været "fantastisk".

"Det er - eller var - et fantastisk opkøb fra et finansielt synspunkt. Vi skulle betale meget få penge," siger han på generalforsamlingen og peger blandt andet på, at TDC ville kunne have beholdt sin kreditvurdering og ikke skulle skære i aktionærernes udbytte, da en stor del af handlen var finansieret med TDC-aktier.

Købet blev i sidste ende droppet, fordi konsortiet ikke var interesseret i MTG Nordics, og TDC-bestyrelsen med Pierre Danon i spidsen anbefaler sine aktionærer at sige ja til buddet på 50,25 kr.

Mindst to tredjedele af aktionærerne skal sige ja, for at salget bliver en realitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også