Orkanen Dagmar koster hundrede af millioner kroner

Ingen har endnu overblik over orkanens hærgen i Norge, men de materielle ødelæggelserne kommer til at koste millioner af kroner.
RITZAU FINANS

Titusinder uden strøm, togtrafikken stoppet, mobilnetværk afbrudt og gader, der mindede om en slagmark.

Det var billedet mandag aften i både Norge og Sverige, efter at orkanen Dagmar havde hærge de midterste dele af de to lande natten til mandag.

Men trods store materielle ødelæggelser var der ingen personskader i de to lande. Derimod mistede en ældre mand livet i Finland, da han blev ramt af et træ, da Dagmar hærgede ind over den nordlige del af landet.

Mandag aften var op mod 100.000 svenskere fortsat uden strøm, og ingen havde overblik over de materielle ødelæggelser i Norge. Men de er store og kommer til at koste millioner af kroner.

Togtrafik ramt

Især togtrafikken blev hårdt ramt, og mange linjer i Sverige nord for Uppsala i regionen Dalarna stod stille. Også længere nordpå op mod Umeå og Kiruna var der togstop. Træer var væltet ned over skinner, og elkabler knækket.

Tusinder af rejsende på vej hjem fra jul var strandet på banegårde i både Norge og Sverige.

"Træer blev kastet rundt som tændstikker. Tage blev hevet af huse, som var de lavet af pap," siger et øjenvidne til svenske tv.

SJ, der svarer til DSB i Danmark, havde mandag aften stoppet al trafik fra havnebyen Gävle og nordpå af frygt for problemer med væltede træer, og ventede ikke at togene kom til at køre før i løbet af tirsdagen.

Mange uden strøm

Mens stormen hærgede var op mod 200.000 uden strøm i Sverige.

I Norge omkring Bergen stod tog også stille. Bergenbanen mod vinterferiebyen Voss er ødelagt flere steder af store jordskred.

Mange norske havnebyer blev hårdt ramt, og der er mange skader på havne og på både og skibe. Et ukendt antal både er sunket, og mange tage er revet af huse.

Både i Norge og Sverige siger politiet, at vejtrafikken var ved igen at være normal. Men myndighederne advarer trafikanter om at udvise stor forsigtighed, da mange træer stadig kan vælte.

Mens redningsarbejdere fortsat arbejdede for fuld kraft meldte meteorologer om, at et nyt udvej var på vej ind over Norge og Sverige. Stormvejret ventes dog ikke at nå samme styrke som Dagmar.

/ritzau/TT/NTB/FNB

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også