Forsikringsselskaber åbner mere op for kunderne

Forsikringsguiden lancerer fire nye tiltag, som udspringer af brugernes største ønsker, når de skal sammenligne forsikringsselskaberne.

De danske forsikringsselskaber lytter tilsyneladende til de mere end 200.000 forbrugere, der hvert år klikker ind på forsikringsguiden.dk, hvor 14 danske forsikringsselskaber stiller en række informationer til rådighed, så forbrugerne kan sammenligne bl.a. priser og dæknings-vilkår.

Nu udvider selskaberne omfanget af informationer, der skal være tilgængelige på siden, således at forbrugerne kan se selskaberne efter i sømmene, og sammenligne dem, inden for fire nye områder.

Det drejer sig om:

-hvor tilfredse de nuværende kunder er med selskabet

-antal klager over selskabet i Ankenævnet for Forsikring, hvor kunden har fået medhold

-hvilke afgifter der følger med forsikringerne, og hvilke gebyrer selska-berne beder om for bestemte ydelser

-hvordan og hvornår man kan komme i kontakt med selskaberne.

Bløde områder vigtige

”I vores undersøgelse svarede forbrugerne, at oplysninger om dækning og pris er vigtigst. Men vi fik også at vide, at andre, mere "bløde" områder også betyder noget for kundens oplevelse af sit forsikringsselskab og for valget af både selskab og forsikringsprodukt.” siger Forsikring & Pensions adm. direktør, Per Bremer Rasmussen ifølge en pressemeddelelse.

Også hos forbrugerrådets Rasmus Kjeldahl er man tilfreds med initiativet.

”Vi har støttet initiativet, fordi det hjælper den enkelte forbruger til at træffe de rigtige valg på et kvalificeret grundlag. Forsikringsguiden er i sin opdaterede udgave og med de nye oplysninger blevet et bedre værktøj for den aktive forbruger,” siger Rasmus Kjeldahl.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også