Unipension åbner for virtuel rådgivning

Rådgiverne i Unipension toner nu frem på webcam hos de medlemmer, der bor langt fra pensionskassens hovedsæde i København. Målet er at skabe åbenhed omkring pensionsordningerne.
AF MATHIAS BENCKE FREMMEN

Unipension kan ikke tilbyde landsdækkende filialnetværk som nogle af de private pensionskasser. Men de medlemmer, der har svært ved at nå ind til hovedsædet i København inden for åbningstid, kan nu gøre brug af et nyt værktøj i stedet.

Pensionsrådgiverne toner simpelthen frem på medlemmernes computerskærm, mens de to taler over telefonen. Det skal skabe mere nærhed, forklarer medlemschef Kenneth Petersen.

”Vores medlemmer har et ønske om tilstedeværelse og nærhed, og det har vi lyttet til. Derfor har vi lavet den her form for rådgivning,” siger han.

First movers

Unipension har ikke kunnet finde andre pensionskasser med samme tilbud, og betegner derfor Unipension som first mover på området.

Det er ikke kun rådgiverens ansigt, medlemmerne kan se. Hele rådgiverens skærmbillede bliver vist, og det gør det lettere for rådgiveren at skabe overblik over pensionens sammensætning.

”Pension har jo været lavinteresseområde, så for mange medlemmer handler det bare om, at få gennemgået hele pensionen,” siger Kenneth Petersen.

Det nye system giver også mulighed for, at medlemmer kan få vejledning uden for Unipensions normale åbningstider.

Behov skal kortlægges

Umiddelbart er der ikke nye omkostninger forbundet med tilbuddet – ud over løn til de rådgivere, der sidder klar ved skærmene. Rådgiverne skal primært gennemgå medlemmernes pensioner, men der kan også være vigtige beslutninger, der skal træffes.

”Når medlemmerne kommer ind, så får de så at sige vores standardpakke. Der kan så være nogle særlige behov, som vi skal ind og korrigere for, men det starter alt sammen med, at vi skal have kortlagt medlemmernes behov,” siger Kenneth Petersen.

Videorådgivningen er allerede i luften, og alle Unipensions medlemmer kan derfor bestille tid til digital rådgivning.

Unipension parat til at ændre i investeringskriterier

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også