Købstædernes Forsikring køber Diba Forsikring

Diba Bank sælger Diba Forsikring til Købstædernes Forsikring, meddeler selskabet i en fondsbørsmeddelelse. (Opdateret 08.49)
AF KASPER KRONENBERG

Allerede tilbage i slutningen af marts meddelte Diba Bank, at man var i gang med et arbejde vedrørende at sælge bankens forsikrings-aktiviteter fra.

Her til morgen melder selskabet så, at den manøvre er fuldført. Køberen er Købstædernes Forsikring som overtager Diba Forsikring.

I meddelelsen skriver Diba Bank samtidig, at de to parter indgår et strategisk samarbejde på forsikringsområdet.

” Overvejelserne om et salg af DiBa Forsikring A/S tager udgangspunkt i den strategi DiBa Bank A/S fastlagde primo 2010. Strategien indebærer, at salg af forsikringer fortsat er et kerneområde for DiBa Bank A/S, men selve forsikringsdriften varetages af Købstædernes Forsikring, Gensidig,” står der i meddelelsen fra selskabet.

Pris: 170 mio. kr.

Købstæderne betaler 170 mio. kr. for Dibas forsikringsaktiviteter.

”…hvortil kommer betaling for agentur- og samarbejdsaftalen. Samlet set forventes salget at indvirke positivt med ca. kr. 85 mio. på DiBa Bank A/S' årsresultat for 2011. I forhold til DiBa Bank A/S' solvens betyder det, at den pr. 31.3.2011 urevideret stiger fra 17,5 % til 20 %,” skriver Diba i sin meddelelse.

DiBa Bank A/S har i forbindelse med årsrapporten for 2010 estimeret en basisindtjening (overskud før skat, nedskrivninger og kursreguleringer) på kr. 50-60 mio., hvortil kommer det forventede provenu.

Aftalen indebærer, at forsikringsselskabet videreføres i DiBa Bank A/S' lokaler og fortsat under navnet DiBa Forsikring A/S.

Gamle konkurrenter

"DiBa Forsikring er en videreførsel af det gensidige forsikringsselskab Brandassuranceforeningen af 1848, så i 163 år har vi været kolleger, samarbejdspartnere og konkurrenter, så vi kender hinanden godt. Begge selskaber lægger vægt på nærhed til kunderne, omhu og god service," siger adm. direktør Mogens N. Skov, Købstædernes Forsikring, i en pressemeddelelse. Her udtaler Petter Blondeau adm. direktør i DiBa Bank desuden:

"Med Købstædernes Forsikring får vi en partner, hvis kernekompetence er skadesforsikring, og vi får dermed adgang til en produktpalette, der er stærkere end den, vi selv har mulighed for at tilbyde i fremtiden. Jeg er helt overbevidst om, at vi supplerer hinanden rigtigt godt og vil kunne tilføre hinanden yderligere udviklings- og forretningsmuligheder, og så er det lidt pudsigt, at Købstædernes Forsikring er Danmarks ældste forsikringsselskab, og DiBa Bank er Danmarks ældste bank. Vi har således begge en lang historie bag os og en lys fremtid foran os”.

Diba: Vi har ikke penge nok til at udvikle forsikringen

Diba vil af med forsikringen

Forlydender om salg af DiBa Forsikring A/S

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også