Regninger ender hos pensionsselskaber i benhård kundekamp

Det vindende pensionsselskab tvinges til at betale udgifterne til mægleren, når en firmaordning sendes i udbud. ”Vi vil ikke tvinges til truget,” siger Danica.
KASPER KRONENBERG

Er det i orden, at de udgifter, en mægler har i forbindelse med en udbudsrunde omkring en virksomheds pensionsordning, tørres af på det pensionsselskab, som vinder udbuddet?

Uanset hvad man måtte mene om den praksis, så er det den måde, det foregår på i dag, når pensionsmæglerne inviterer op til dans og beder pensionsselskaberne byde ind på pensionsordninger i virksomheder landet over.

Det er Børsen, der skriver, at konkurrencen i den danske pensionsbranche nu er blevet så hård, at det reelt er gratis for virksomheder at sende deres pensionsordning i udbud.

Vinder betaler

Udgifter til mægleren, der står for udbuddet, kræves nemlig betalt af det vindende pensionsselskab, og selskaber, der ikke vil betale regningen, får slet ikke lov til at byde ind.

"Det er faktisk blevet mere eller mindre normalt. Alle har jo en firmaordning nu, så pensionsselskaberne kan ikke vinde uden at stjæle fra de andre. Samtidig medfører finanskrisen, at indbetalingerne falder, så de er virkelig blevet sultne," siger Jørgen Svendsen.

Han er selv uafhængig pensionsmægler og benytter sig af denne model.

Børsen er kommet i besiddelse af et udbudsbrev fra en uvildig mægler, som kræver, at pensionsselskaber, der vil byde ind på den pågældende firmaordning, skal være indforståede med at betale udbuddets omkostninger på cirka 300.000 kr., hvis de vinder. Efterkommelse af dette krav er en "forudsætning for afgivelse af tilbud", skriver mægleren i brevet til pensionsselskaberne, og det er altså helt normalt, påpeger flere mæglere. Dermed bliver det reelt gratis for virksomheden at sende sin pensionsordning i udbud via en mægler, idet alle omkostninger dækkes af det vindende pensionsselskab.

"Vil ikke tvinges til truget"

For at gøre rådgivningen så uvildig som muligt er det ulovligt for mæglere direkte at modtage betaling fra pensionsselskaberne. Virksomheden skal selv betale en mægler for at lave et uvildigt udbud for dermed at undgå, at mægleren vælger det pensionsselskab, hvor han selv får mest i kommission.

Men ved at bede pensionsselskaberne om at dække kundens udgifter til udbuddet, omgår man denne lovgivning, mener cheføkonom i Danica Pension Jens Christian Nielsen.

”Generelt er det ikke noget, vi ønsker at være med til. Vi vil ikke tvinges til truget. Med disse aftaler er der risiko for, at det ikke nødvendigvis er det bedste selskab, der vinder, og medarbejderne får ikke nødvendigvis den bedste ordning,” siger Jens Christian Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også