FinansWatch

Forsikringsbranchen vil adskilles fra banker

Politikerne bør holde op med at straffe den samlede finanssektor for bankernes fejl, lyder det fra adm. direktør i Topdanmark Christian Sagild.

Foto: ESKESTAD MIK

Forsikringsbranchen er træt af at blive slået i hartkorn med bankerne. Derfor efterlyser Topdanmarks topchef, Christian Sagild, et mere nuanceret syn på aktørerne i den finansielle sektor. Det skriver Børsen.

”Politikerne har for vane at se hele den finansielle sektor under et og lave fælles initiativer på tværs af sektoren. Seneste eksempel er stigningen af lønsumsafgiften, der blev sat op fra 9 til 10,5 pct. Argumentet for at hæve denne afgift var, at nu var der lavet en landbrugspakke, som skulle gøre det lettere for landmændene at betale deres gæld tilbage til bankerne – og den hjælp måtte bankerne så også betale for. Initiativet var altså målrettet bankerne, men fordi vi som forsikringsselskab er en del af den finansielle sektor, så kommer vi også til at betale,” siger adm. direktør i Topdanmark, Christian Sagild, til Børsen.

Stigningen i lønsumsafgiften hvert år koster Topdanmark 20 mio. kr. og topchefen husker på, at forsikringsselskaberne ikke – i modsætning til bankerne - har haft brug for hjælpepakker.

Klaret os selv

I Tryg er adm. direktør, Morten Hübbe, på linje med Christian Sagild.

”Som branche har vi været gode til at tackle en vanskelig periode. Derfor vil jeg også være ked af, hvis der kom lovgivning, som på den ene eller den anden måde lagde strammere bånd på forsikringssektoren, for det synes jeg ikke, at vi har fortjent. Vi har klaret os selv og leveret fornuftig likviditet igennem krisen,” siger han.

I brancheorganisationen Forsikring og Pension er adm. direktør Per Bremer Rasmussen også træt af det unuancerede syn på finanssektoren.

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs