Kæmpe ledelsesrokade hos Tryg

Morten Hübbe blander for alvor kortene her godt 100 dage efter han overtog roret efter Stine Bosse. To koncerndirektører ryger ud og ny finansdirektør hentes ind. (Opdateret 08.12)

Tryg-chefen Morten Hübbe ændrer organisationen, henter ny finansdirektør, udvider koncernledelsen og fyrer to mand.

Tryg sparker mandagen igang med en stor rokade i toppen af selskabets ledelse. I en meddelelse til fondsbørsen skriver Tryg, at Tor Magne Lønnum tiltræder 1. september 2011 som ny koncernfinansdirektør og medlem af direktionen i Tryg A/S og Tryg Forsikring A/S.

"Tor Magne Lønnum er 43 år og kommer fra en stilling som finansdirektør og vicekoncernchef i Gjensidige Forsikring ASA, hvor han siden 2001 har været medlem af koncernledelsen. Tor Magne Lønnum er statsautoriseret revisor fra Norges Handelshøyskole. Han har desuden en executive MBA fra University of Bristol og Ecole Nationale des Ponts et Chaussée," fremgår det af meddelelsen.

Udover den nye kassemester består direktionen i Tryg A/S og Tryg Forsikring A/S desuden af koncernchef Morten Hübbe samt koncerndirektør Lars Bonde.

Vækst-fokus

"For at styrke fokus på vækstmarkederne Sverige og Finland udnævner Tryg direktør Per Fornander til medlem af koncernledelsen med ansvar for selskabets svenske og finske privat- og erhvervsforretninger. Per Fornander har siden 1. februar 2011 haft ansvaret for Trygs svenske filial Moderna," skriver Tryg.

Selskabet forklarer, at for at sikre fortsat fremgang i lønsomheden og en kundeservice af høj kvalitet gennemfører man pr. 1. juni 2011 en organisationsændring, der giver en enklere organisation med en tydelig rolle- og ansvarsfordeling.

Fremadrettet vil ansvarsområderne i Trygs koncernledelse være sådan, at Morten Hübbe er koncernchef, koncernfinansdirektør er den nye mand Tor Magne Lønnum, koncerndirektør Lars Bonde er ansvarlig for Privatforsikringer i Danmark og Norge, koncerndirektør Kjerstin Fyllingen har ansvaret for erhvervsforsikringer i Danmark og Norge, koncerndirektør Truls Holm Olsen er ansvarlig for Industriforsikringer i Norden, koncerndirektør Per Fornander står i spidsen for privat- og erhvervsforsikringer i Sverige og Finland, mens koncerndirektør Birgitte Kartman er ansvarlig for skade.

"Som en konsekvens af organisationsændringen fratræder Jens Stener og Martin Bøge Mikkelsen deres stillinger som koncerndirektører i Tryg Forsikring A/S," skriver Tryg.

Ny CFO i Tryg er lige på trapperne

Hübbe køber ind på aktiefronten

Hübbe efter 100 dage: Pulsen er faldet en smule

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs