Regnskab: PFA får stort tab på syge- og ulykkesforsikring

Det er fortsat ikke lykkedes PFA at dæmme op for udgifterne til syge- og ulykkesforsikringer. I første kvartal blev det til et tab på 330 mio. kr.
Foto: PFA
Foto: PFA

Udgifterne til PFA's syge- og ulykkesforsikringer vokser. Det fremgår af regnskabet for første kvartal, hvor det forsikringstekniske resultat af syge- og ulykkesforsikring var negativt med 330 mio. kr., og det er dermed et væsentligt større tab end i første kvartal sidste år, hvor resultatet var negativt med 171 mio. kr. For hele 2015 tabte PFA 644 mio. kr. på forsikringerne.

PFA kalder i en pressemeddelelse resultatet for 'ikke tilfredsstillende'.

"PFA har igangsat initiativer, der skal dæmme op for denne udvikling. Resultatet er påvirket af implementeringen af den nye regnskabsbekendtgørelse, der betyder, der skal hensættes til indgåede kontrakter efter en ny metode," skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Som flere andre pensionsselskaber har PFA haft svært ved at skabe afkast til sine markedsrentekunder i første kvartal. Det gennemsnitlige afkast til markedsrente, der også kaldes N2-nøgletallet, var på minus 0,3 pct., og kunderne fik afkast på mellem minus 2,1 pct. og plus 1,4 pct.

Bedre afkast hos gennemsnitsrente-kunder

Til gengæld var kvartalet bedre for gennemsnitsrentekunderne, for de fik et afkast, målt på N1-nøgletallet, på 4,8 pct. PFA vurderer selv, at den justering af investeringsstrategien, selskabet implementerede i december sidste år, har haft positiv indvirkning på afkastene.

"PFA har ultimo 2015 omlagt investeringsstrategien for at tage højde for mere volatile markeder, og de meget lave renteniveauer. Det har betydet en reduktion af risikoen i porteføljen ved en reduktion af aktieandele, samt en forøgelse af mere stabiliserende aktivklasser som ejendomme mv. Omlægningen har påvirket investeringsafkastet positivt i 1. kvartal 2016," fremgår det.

På toplinjen har PFA oplevet vækst. De samlede indbetalinger er vokset til 7,6 mia. kr. fra 6,5 mia. kr.

"Det er meget tilfredsstillende, at vi har en markant vækst i indbetalingerne. Vi er foran vores mål på området, og væksten viser, at det ikke kun er vores eksisterende kunder, der ønsker at fortsætte i PFA, men at vi fortsat også oplever en stigende tilgang af nye kunder," siger adm. direktør Allan Polack i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også