Nordea Liv og Pension udvider direktionen

Peter Hermann er tiltrådt som ny direktør i Nordea Liv og Pension. Dermed består direktionen nu af ham og adm. direktør Steen Michael Erichsen.

Nordea Liv og Pension udvider direktionen, så den kommer til at bestå af to mand. Ud over adm. direktør Steen Michael Erichsen består direktionen nu også af Peter Hermann, der den 1. maj tiltrådte som direktør.

”Jeg synes, det er en rigtig spændende udfordring. Jeg har tidligere sagt ja til at udvikle mig ved at prøve forskellige udfordringer, og det her, synes jeg var en spændende mulighed,” siger 37-årige Peter Hermann, der i Nordea Liv og Pension får ansvaret for produktudvikling og salg med titlen Chief Operating Officer.

Peter Hermann kommer fra PFA, hvor han startede som aktuar og har været stort set hele sin karriere. Han har i løbet af årene varetaget forskellige funktioner. De seneste tre år har han været direktør for Aktuarservice.

Tværgående rolle

Han håber, at han i sin nye stilling kan beholde den tværgående rolle, han tidligere har haft.

”Mit håb er, at jeg stadig kan få lov til at brede mig, for min interesse ligger i at have mange bolde i luften og kunne se sammenhænge i hele forretningen, så der er sammenhæng på tværs ved udvikling, salg og drift. Det er også en af de forcer, jeg synes, jeg har,” siger han.

Baggrunden for at udvide direktionen skal blandt andet findes i ønsket om at fastholde og øge Nordea Liv og Pensions position på markedet.

En Spørge-Jørgen

”Nordea Liv og Pension er den tredje største spiller på markedet i forhold til størrelse. Med de opgaver og ambitioner, der er om at fastholde positionen eller blive større, giver det god mening at udvide direktionen. Så jeg ser det som et udtryk for, at man gerne vil have en mand mere på til at drive udviklingen fremadrettet,” siger han.

Peter Hermann havde første arbejdsdag i går. Dagen gik primært med at hilse på nye kollegaer.

”Det første, jeg går i krig med, er at møde en masse personer, så jeg kan få tingene ind under huden. Så i øjeblikket er jeg en rigtig Spørge-Jørgen. Men forhåbentlig har jeg nogle kvalificerede spørgsmål,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også