Regnskab: Danicas overskud faldet med to tredjedele

Til trods for faldende omkostningsprocent og markant stigning i indbetalingerne falder Danica Pensions overskud med næsten 70 procent. (Opdateret)
AF STEFAN SINGH KAILAY

Ser man på stort set alt andet end bundlinjen i Danica Pension, er det lutter positive udviklinger i 2011.

Indbetalingerne er steget med 13 pct. i forhold til 2010, så de i 2011 udgjorde 27,3 mia. kr. Omkostningsprocenten er faldet fra 5,0 til 4,6 procent. Og man har takket være forbedrede processer, stordriftsfordele og en øget grad af digitalisering formået at reducere prisen på selskabets mest populære produkt, Danica Balance, med 20 procent.

Men alligevel er resultatet før skat faldet med 67,8 procent, fra forrige års 2.275 mio. kr. til 733 mio. kr. i 2011.

Nedgang skyldes kapitalmarkederne

”Det er naturligvis ikke et tilfredsstillende resultat, men skal dog ses på baggrund af en markant forbedring i løbet af 4. kvartal 2011. Resultatet dækker også over en velfungerende forretning med stor kundetilgang og styr på omkostningerne,” udtaler Per adm. direktør Per Klitgård og uddyber:

”Nedgangen i Danica Pensions resultat skyldes alene et lavere afkast på kapitalmarkederne som følge af gældskrisen og den politiske usikkerhed om, hvordan krisen løses. Afkastet af investeringerne fra vores egenkapital er derfor faldet med næsten 300 mio. kroner. Herudover er der overført 1.158 mio. kroner til den såkaldte skyggekonto.”

Det gennemsnitlige afkast i Danica Traditionel udgjorde i 2011 6,8 procent mod 5,8 procent i 2010. Afkastet dækker over en variation fra -0,4 procent til 13,8 procent afhængig af rentegruppe.

Ingen sparer op på ét år

For markedsprodukterne set over de sidste tre år har den gennemsnitlige forrentning udgjort 10,2 procent om året for Danica Balance og 11,4 procent om året for Danica Link. Dog var 2011 ikke et godt år for disse produkter.

”Med faldende aktiekurser var 2011 derfor et år med et beskedent negativt afkast på 2,5 procent i gennemsnit mod 12,9 pct. i 2010.  Det er dog altid vigtigt at se på udviklingen over en længere tidsperiode, for der er jo ingen, som sparer op til pension på bare ét år,” siger Per Klitgård.

Danica Pension har 600.000 kunder i Danmark, en egenkapital på 19,7 mia. kr. og en pensionsformue på 303 mia. kr.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også