Regnskab: Lavt investeringsafkast reducerer Danicas resultat

Danicas resultat før skat endte på 101 mio. kr. i første kvartal 2011 mod 639 mio. kr. året før. Faldet skyldes primært et lavere investeringsafkast.

Danica måtte i første kvartal se overskuddet svinde ind.

Resultatet før skat endte på 101 mio. kr. efter årets første tre måneder. I første kvartal sidste år lå årets resultat på 639 mio. kr.

Faldet skyldes primært et fald i investeringsafkastet som følge af stigningen i renterne.

Fremgang i indbetalinger

Resultatet bliver alligevel betegnet som tilfredsstillende af den konstituerede adm. direktør Jørgen Klejnstrup, der fremhæver fremgangen i indbetalingerne.

”Vi har haft en solid stigning i indbetalingerne på 10 procent, og det er positivt, at den danske del af forretningen nu også vokser pænt fra 4,5 mia. kroner i 1. kvartal 2010 til 4,9 mia. kroner i 1. kvartal 2011,” siger Jørgen Klejnstrup i forbindelse med resultatet for første kvartal i en meddelelse.

Samlet steg indbetalingerne fra 6,5 mia. kr. til 7,1 mia. kr.

Indbetalingerne til markedsprodukterne, Danica Balance og Danica Link, er vokset med 23 pct.

"Indbetalingerne til markedsprodukterne Danica Balance og Danica Link steg med 23 procent til 2,9 mia. kroner. Indbetalingerne til markedsprodukterne udgør 58 procent af de samlede indbetalinger i Danmark. I alt har 163.000 kunder nu et af Danica Pensions markedsprodukter," siger Jørgen Klejnstrup.

Lavere priser

Omkostningerne er faldet fra 4,7 efter 1. kvartal 2010 til 4,2 pct. efter de første tre måneder af 2011. Det er noget, som kunderne kommer til at mærke, lover direktøren.

”Omkostningerne falder fortsat, og omkostningsprocenten er nu på det laveste niveau nogensinde. Det vil kunderne også få at mærke her i 2011, hvor vi forventer at sænke priserne yderligere ovenpå de 100 mio. kroner, som vi sænkede omkostningerne med i 2010,” siger Jørgen Klejnstrup.

Selv om det samlede resultat er faldet har den grundlæggende drift udviklet sig positivt, fremgår det af regnskabet.

"Den grundlæggende drift har udviklet sig positivt med en pæn fremgang i indbetalingerne på firmamarkedet og et fald i omkostningsprocenten. Faldet i resultatet skyldes primært et lavt investeringsafkast som følge af stigningen i renterne samt en beslutning om ikke at indtægtsføre hele risikotillægget for 1. kvartal 2011, hvilket skyldes udsigten til rentestigning resten af året," skriver Danica.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også