Alm. Brand: Banken er en lang og svær kamp

Tabene hober sig op i Alm. Brand Bank, og bestyrelsen forventer ikke overskud før tidligst i 2016.

Et er at nedskrivningerne tynger bundlinjen i Alm. Brand Bank, men en forretning der selv før nedskrivninger ikke giver overskud, er en helt anden udfordring. Det erkender formand for Alm. Brand Bank og koncernchef for Alm. Brand Søren Boe Mortensen.

Han understreger dog, at der er en god forklaring på det 79. mio. kr. store minus - før nedskrivningerne er begyndt at tælle med.

"Vi har lavet dramatiske ændringer i strategien, og vi laver ren afviklingsforretning på en stor del af kunderne. Dermed bliver basisforretningen mindre end hos så mange andre. Afviklingsbanken giver -61, mens den blivende giver -18. De -18 er inklusiv de negative kursreguleringer, som koster meget mere end 18 mio kr. Så den fortsættende forretning giver sådan set overskud, og det er der, håbet skal ligge. Men basisforretningen har ikke kræfter nok til at dække for afviklingsbanken endnu," siger han til FinansWatch og fortsætter:

"Men du har ret - det er en længere og sværere kamp end hos nogle af de konkurrenter, som har en bred basisindtjening at hvile på."

Overskud i 2016

Hvornår giver banken overskud før nedskrivninger?

"Jeg ved ikke, hvor linjerne præcis skal krydse. Vi har en klar målsætning om, at banken skal give overskud efter nedskrivninger i '16. Så skal den gerne krydse lidt før. Det er da klart et tilbageslag, der sker med vores nedjustering i dag, men kursreguleringerne har også stor indflydelse. Den primære indtjening er til den lave ende," siger Søren Boe Mortensen.

Han afviser fortsat at opgive tanken om at drive bank, selvom tabene nu har rundet de 5 mia. kr. siden krisen begyndte.

Bedre andet halvår

"Vi tror på, at bankdrift kan levere et godt resultat. Nej, den gør det ikke lige nu, men det er afviklingsporteføljen, som vi ikke har forvaltet ordentligt. Den portefølje med de omkostninger er der ingen, der vil købe og belaste balancen med. Jeg tror på, at vi kan skabe en ordentlig egenkapitalforrentning i den fortsættende del. Det er forudsætningen for at drive banken. Nu giver den nul, og det er første skridt på vejen. Men det skal give mere i afkast, ellers giver det ikke mening," siger koncerndirektøren.

Han ser allerede bedringer i anden halvdel af 2013, hvor han forventer at kursreguleringerne vil arte sig bedre end i første halvdel af året.

"Kursreguleringer forventer vi bedring i med udgangspunkt i uændret renteniveau. Q2 har været væsentlig bedre i bankens basisforretning, og den bedring venter vi at holde fast i. Det er årsagen til den store forskel mellem forventningerne til første og andet halvår," siger Søren Boe Mortensen til FinansWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også