'Resultatjunkie' ny kassemester i Alm. Brand

Den 41-årige Anne Mette Barfod træder ind i den øverste ledelse som ny økonomidirektør. Hun kalder sig selv for en ”resultatjunkie”.

Den 1. oktober overdrager Søren Boe Mortensen nøglen til Alm. Brands pengetank til Anne Mette Barfod, der kommer fra et job som direktionsassistent. Hun har tidligere stået i spidsen for Kjøbenhavnske Re, der blev solgt fra i 2009.

”Anne Mette Barfod har vist sine evner som leder, strateg og organisator, da hun gennemførte den meget vanskelige opgave at afvikle Kjøbenhavnske Re succesfuldt, og igen da hun styrede Alm. Brand gennem aktieudvidelsen sidste år. Jeg er derfor meget glad for at overlade posten som økonomidirektør til Anne Mette Barfod,” siger Alm. Brand-topchefen Søren Boe Mortensen ifølge en intern meddelelse.

Med det ny job indtræder Anne Mette Barfod, der er uddannet aktuar, som den første kvinde i Alm. Brands øverste ledelsesudvalg.

En svær opgave

”Det er naturligt for mig at opsøge udfordringer, og jeg har det grundlæggende sådan, at jeg hellere vil nå i mål med en svær opgave end med en nem. Alm. Brand er - som så mange andre virksomheder - ramt af både usikkerheden om dansk økonomi og uroen på de finansielle markeder, men jeg er resultatjunkie, og jeg glæder mig til at påtage mig ansvaret som økonomidirektør,” siger hun ifølge den interne meddelelse.

Privat er Anne Mette Barfod gift og har to børn.

Nøglen til et succesfuldt arbejdsliv er ifølge hende en balance mellem arbejdsliv og privatliv. Som økonomidirektør har hun derfor ingen planer om at komme som den første og gå som den sidste.

”På den anden side ved jeg godt, at et job som økonomidirektør for en af landets største finansielle koncerner kræver både tid og kræfter. Men som resultatjunkie bliver man jo også høj af arbejdet og af at skaffe resultater. Det skal bare koordineres med, at der skal være plads til et liv udenfor arbejdslivet,” siger den nye kassemester på Midtermolen i København.

Søren Boe: Umuligt at spå om nedskrivninger næste år

Regnskab: Bank tvinger Alm. Brand til nedjustering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også