Alm. Brand Formue tilfreds med underskud

Investeringsselskabet Alm. Brand Formue kom ud af første kvartal med et nettounderskud på 9 mio. kr., hvilket dog betegnes som ganske pænt.
AF RITZAU FINANS

"Resultatet for første kvartal 2011 er i forhold til markedsudviklingen tilfredsstillende, og selskabet fastholder forventningerne til et resultat for hele året på 35 mio.kr. efter skat," skriver Alm. Brand Formue i kvartalsmeddelelsen og fremhæver om markedsudviklingen:

"Første kvartal 2011 har været udfordrende. Markederne er blevet påvirket af flere forskellige faktorer. Uroen i Mellemøsten og jordskælvet i Japan er to væsentlige begivenheder, som har haft stor indflydelse og også fremadrettet vil påvirke de finansielle markeder."

Selskabet har især oplevet negative kursreguleringer på sin obligationsportefølje i første kvartal som konsekvens af rentestigningerne i markedet. Også valutakursudviklingen ydede modstand, mens aktieinvesteringerne udviklede sig positivt.

Alm. Brand Formue havde ved udgangen af første kvartal placeret 921 mio. kr. i obligationer, svarende til 72,1 pct. af de samlede aktiver. Stort set resten, eller 343 mio. kr., var placeret i aktier. Aktieandelen er dog faldet fra 29,8 pct. ultimo 2010 til 26,9 pct. ved udgangen af tredje kvartal.

RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også