FinansWatch

ATP-direktør: Forsikringen skal tegnes, før huset brænder

Situationen på de finansielle markeder understreger vigtigheden i at være forberedt på det værste, siger fondsdirektør i ATP Henrik Gade Jepsen.

Siden 22. juli er aktierne styrtdykket i et sjældent set omfang. Verdens børser lider, og det toneangivende C20 indeks er faldet 18,5 pct. til indeks 357,08 på bare 12 dage. Hos ATP understreger fondsdirektør Henrik Gade Jepsen vigtigheden af at være forberedt på det værste.

ATP forvalter pensionsmidler og havde ved udgangen af første kvartal aktiver for 727,4 mia. kr. Overskuddet i ATP i kvartalet var på 3,8 mia. kr. Der er derfor store penge på spil hos koncernen.

"Det vigtige er at være klar på, at sådanne ting kan ske, før de sker. Så skal man ikke ud og agere i markedet, mens det er så kaotisk, som det er nu," siger Henrik Gade Jepsen.

Han forklarer, at ATP står over for to problemer, når markedet slår en større saltomortale; Aktiekursfald og stærkt faldende renter. Når renterne falder, skal der hensættes markant mere til pensionsforpligtigelserne.

Fuldt beskyttede

"Hvis man ikke gør det, så stiger forpligtigelserne, uden at aktiverne følger med. Så kommer reserverne under pres. Der har vi valgt at sige, at vi altid vil være fuldt beskyttede. Det gør vi ved eksempelvis at købe aktiver, der kan modsvare udviklingen. Det kan være lange obligationer eller renteswaps. De bliver mere værd, hvis renten falder," siger Henrik Gade Jepsen.

Han understreger, at rentefaldet har været meget markant i de seneste uger. De lange renter er faldet med op til 0,75 pct.-point.

"Vores pensionsforpligtigelser stiger med 75 mia. kr. for hver pct. point renten falder, så at være beskyttet mod det er af yderste vigtighed for os."

Aktiekursfaldet har selvsagt også en stor effekt på værdien af ATP's portefølje. Derfor har ATP taget to tiltag, der skal sikre værdien. Den ene er risikospredning, hvor porteføljen tæller sikre statsobligationer, der stiger i kurs, når verden går af lave.

Godt forberedt

"Det skal være lande som Tyskland og Danmark, hvis kursværdi da også er steget kraftigt i den seneste tid. Vi har ganske mange af disse papirer, og det mildner selvfølgelig den samlede effekt på porteføljen," siger Henrik Gade Jepsen.

Det andet tiltag er forsikringer mod kursfald. Netop her er det vigtigt at være i god tid.

"Hvis man tegnede den nu, ville det være en dyr forsikring. Derfor er det altafgørende at være forberedt. Ligesom man ikke tegner en brandforsikring på sit hus, efter der er gået ild i det. Man skal købe sine forsikringer, når der er fred og ro på markederne. De forsikringer, vi nyder godt af nu, har vi tegnet for længe siden. Vi har forberedt os i god tid, vil jeg sige," forsikrer Henrik Gade Jepsen.

Henrik Gade Jepsen ønsker ikke at udtale som om, hvorvidt ATP bruger sine penge på at købe op, når markedet falder så markant, som det er tilfældet nu.

"Vi har ret betydeligt reserver, men jeg kan ikke kommentere på vores beslutninger om køb og salg," afslutter Henrik Gade Jepsen.

(Ritzau Finans)

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs