Finansrådet advarer mod Mikkelsens ATP-forslag

Brian Mikkelsens nye forslag i forhold til ATP løser ikke de konkurrencemæssige problemer. Bankerne og realkreditinstitutterne er taberne, siger vicedirektør i Finansrådet Klaus Willerslev-Olsen.

Det er en ommer, Mikkelsen.

Erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K) lægger i dag i et nyt forslag op til, at ATP skal have lov til at drive bank og realkreditinstitut, så længe udlånet ikke overstiger en markedsandel på fem pct. Men det løser ingen konkurrencemæssige problemstillinger, mener Finansrådet.

”At man ligger en begrænsning på fem pct. løser ikke de konkurrencemæssige problemer. Der vil fortsat være mulighed for en relativt bedre position i forhold til finansiering,” siger vicedirektør i Finansrådet Klaus Wilerslev-Olsen.

Han henviser desuden til, at FIH i øjeblikket har en markedsandel på omkring 1,5 pct., og at muligheden for vækst derfor er relativ stor.

Konkurrencemæssige betænkeligheder

Reaktionen kommer efter, at Brian Mikkelsen har fremsat et nyt forslag for ATP, der ifølge ministeren giver ATP den ”nødvendige fleksibilitet”, men samtidig tager højde for de konkurrencemæssige betænkeligheder, der ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil være, hvis man lader ATP drive finansiel virksomhed.

Som en konsekvens af styrelsens vurdering, lægger ministeren op til, at det ikke - som først foreslået - skal være muligt for ATP at drive pensionsselskab, men det løser ikke bankernes problem, der ender ud som taberne, mener Finansrådet.

”Det er bankerne og realkreditvirksomhederne, der får en unfair konkurrence via det her forslag,” siger Klaus Willerslev-Olsen.

Fem års begrænsning

Diskussionen om ATP er blevet aktuel, efter pensionsgiganten købte en del af FIH. Loven giver nemlig ikke ATP mulighed for at eje mere end 49,9 pct. af en bank.

I Finansrådet har man forståelse for, at det kan være uhensigtmæssigt.

”De er gået ind i konsortium, og hvis det konsortiums liv nødvendiggør, at ATP får en større ejerandel, fordi de andre parter vil træde ud, så kan vi godt have en vis forståelse for, at de skal kunne have en større ejerandel, men det må så være tidsbegrænset,” siger vicedirektøren, der for eksempel foreslår en begrænsning på fem år, så der ikke opstår en permanent konkurrencemæssig forvridning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også