Der er ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen konkurrencemæssige betænkeligheder ved at lade ATP drive finansiel virksomhed.
Alligevel vil økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) fortsat give ATP mere magt, om end magten er blevet indskrænket i forhold til det oprindelige forslag.
Af en pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet fremgår det således, at ATP ikke kan få lov til at drive pensionsvirksomhed i et datterselskab, og at ATP ikke kan have bestemmende indflydelse i et kreditinstitut, hvis markedsandel overstiger fem pct.
Ingen konkurreceretlige problemer
Forslagene tager ifølge Brian Mikkelsen højde for styrelsens konklusioner. Han hæfter sig ved, at der ifølge styrelsen ikke er konkurrenceretlige problemer med at udvide ATPs beføjelser og understreger behovet for finansiel stabilitet.
”Nu har vi fået belyst de konkurrencemæssige aspekter af at give ATP mulighed for at drive finansiel virksomhed gennem datterselskaber. Disse skal vejes op mod bl.a. hensynet til den finansielle stabilitet, og at pensionsopsparerne skal sikres et fornuftigt afkast,” siger Brian Mikkelsen i pressemeddelelsen.
Nødvendig fleksibilitet
Det er Brian Mikkelsen og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), der er blevet enige om at foreslå en model, hvor der tages højde for Konkurrencestyrelsens konklusioner, samtidig med at ”ATP får den nødvendige fleksibilitet”.
Ministrene foreslår desuden, at ATP ikke må sælge administrative ydelser til datterselskaber, hvor de har fået bestemmende indflydelse, lige som at ATPs navn, logo og farver ikke må anvendes for dattervirksomheder inden for bank- og realkreditvirksomheder.
Mere fra FinansWatch
Konstitueret Danica-topchef holder delvis fast i de kommercielle tøjler efter udnævnelse af ny direktør
Søren Lockwood, der er konstitueret topchef hos Danica og i flere år har været kommerciel direktør, vil også fremover have en finger med i spillet i pensionsselskabets kommercielle aktiviteter. Nyudnævnt kommerciel direktør vil bl.a. have fokus på kommunikationen af tilbud til Danicas kunder og på ny SUL-bekendtgørelse.