Jyske: Positivt Tryg-regnskab hvor kun toplinjen halter

Jyske Bank er godt tilfredse med Trygregnskabet, der kun halter et sted, nemlig på omsætningen.
AF RITZAU FINANS

Trygs regnskab for første kvartal overrasker positivt på de fleste parametre ud over på toplinjen. Det siger aktieanalytiker Thomas Eskildsen fra Jyske Bank, der venter en positiv modtagelse blandt investorerne på regnskabet.

"Det er et fint regnskab. Der er sådan set mere eller mindre positive overraskelser på alle tallene, bortset lige fra på toplinjen, som siver lidt mere end ventet," siger aktieanalytiker Thomas Eskildsen til Ritzau Finans.

I forhold til toplinjen noterer han, at det var et lidt svært kvartal med påvirkning fra valutakurser.

Præmieindtægterne landede på 4310 mio. kr. i kvartalet, hvilket var lidt under analytikernes forventninger ifølge Ritzau Finans på 4328 mio. kr.

Derimod var både det forsikringstekniske resultat og investeringsresultatet bedre end ventet.

"Jeg hæfter mig specielt ved, at investeringsresultatet kom ind bedre end ventet. De har klaret sig fint på de rentebærende aktiver i kvartalet. De kommer alle sammen positivt ud, og så har vi også fået lidt bedre afkast på aktier end deres benchmark - om end det er marginalt," siger analytikeren.

"Så overordnet set er det et godt investeringsresultat også. Så det er lidt svært at finde håret i suppen denne her gang, ud over at toplinjen siver en lille smule mere end det, der var ventet," sammenfatter han.

Det forsikringstekniske resultat landede på 562 mio. kr. mod ventet 523 mio. kr. af analytikerne, og investeringsresultatet landede på 17 mio. kr. mod et ventet negativt resultat på 63 mio. kr.

"Det er et godt regnskab. Jeg vil gætte på, at aktien kan ende dagen i en stigning i niveauet 1-3 pct.," vurderer Thomas Eskildsen.

 

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også