Revisionsselskab anker bøde på 105 millioner til landsret

Pricewaterhousecoopers (PWC) blev i marts idømt bøde på 104,6 mio. kr. Dom er anket til landsretten.
Retten i Lyngby afsagde i marts den dom, som PWC nu vælger at anke. | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Retten i Lyngby afsagde i marts den dom, som PWC nu vælger at anke. | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Revisionsvirksomheden Pricewaterhousecoopers (PWC) har anket en dom i en sag, hvor virksomheden blev idømt en bøde på knap 105 mio. kr. for at have godkendt en årsrapport, som var udarbejdet i strid med god regnskabsskik.

Det oplyser PWC.

”Vi er ikke enige i dommen, og efter at have rådført os med vores advokat har vi anket denne til Landsretten,” oplyser Pernille Stokholm Bøg, kommunikationschef i PwC, i en skriftlig besked til Ritzau.

Dermed skal Østre Landsret vurdere sagen.

Sagen drejer sig om et opkøb af forsikringsselskabet Qudos, som selskabet New Nordic købte i 2016. Forud for salget havde New Nordic krævet, at P”C påtegnede årsrapporten blankt – altså uden noget at indvende.

New Nordic har fået ret i en anklage mod PwC om, at det ikke havde udvist den nødvendige professionalisme og omhu i revisionen, da virksomheden ikke identificerede eller rapporterede væsentlige fejl og mangler i Qudos’ regnskaber for 2016.

I Qudos’ årsrapport for det år fremgik det, at selskabet havde en egenkapital på 167 mio. kr.

Men det viste sig ikke at passe. Ifølge retten var selskabets egenkapital på maksimalt 5 mio. kr.

Efter opkøbet stod det klart, at det ville kræve omkring 300 mio. kr. i øjeblikkeligt kapitalindskud, hvis ikke Qudos skulle gå konkurs. Men det forhold blev ikke afdækket i revisionen af selskabet.

Ifølge dommen fra Retten i Lyngby skulle PWC have afsløret, at Qudos’ økonomiske situation var langt værre end rapporteret, og at en korrekt revision ville have forhindret handlen.

Erstatning dækker både den oprindelige købesum for Qudos samt det kapitalindskud, som New Nordic blev tvunget til at foretage.

Ud over de 104,6 mio. kr. i erstatning blev PWC i byretten dømt til at betale renter af de mange millioner samt at betale de knap 11,5 mio. kr., som sagen har kostet.

Sagsøger havde i byretten krævet 118 mio. kr. i erstatning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også