Oktobers stormflod ventes at koste 1,2 milliarder i erstatning

Stormfloden tegner til at være den dyreste hidtil. Sidste frist for anmeldelse af skader er torsdag.
Sønderborg var én af de byer, der var hårdt ramt under stormfloden i oktober. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Sønderborg var én af de byer, der var hårdt ramt under stormfloden i oktober. | Foto: Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

Boligejere i store dele af Danmark har brugt de seneste to måneder på at få overblik over de skader, som stormfloden i oktober har påført deres hjem.

Indtil videre er der indløbet 3300 anmeldelser på Naturskadebasen fra folk, som søger erstatning fra stormflodsordningen. Torsdag udløber fristen for at anmelde skaderne for langt de fleste.

Det skriver Naturskaderådet i en pressemeddelelse.

”Der har været forholdsvis mange totalskader, og det tegner til at blive den dyreste stormflod i ordningens historie,” siger Poul Jensen, der er chef for Naturskaderådets Sekretariat.

Indtil videre lyder estimatet på det samlede erstatningsbeløb på cirka 1,2 milliarder kroner, siger Poul Jensen.

Tidligere lå stormen Bodil, der hærgede landet i 2013, på en førsteplads i forhold til det samlede erstatningsbeløb med et beløb på knap en milliard. Derfor må Bodil formentlig se sig slået.

”Denne her stormflod overgår desværre den hændelse med de her 200 millioner. Og vi er ikke færdige med at kigge ind i økonomien, så det kan blive mere endnu,” siger Poul Jensen.

To måneder efter at der er erklæret stormflod i et område, skal skaden være anmeldt i Naturskadebasen, hvis der skal udbetales erstatning. Derfor er det vigtigt at få gjort det i tide, lyder det fra Poul Jensen.

Kan man ikke selv anmelde den, kan man bede sit forsikringsselskab om hjælp, pointerer han.

Allerede inden Naturskaderådet konkluderede, at der havde været tale om en stormflod, da vandmasser og uvejr trængte ind over Danmark i oktober, begyndte anmeldelserne at tikke ind.

Her havde Poul Jensen allerede dykket ned i nogle af anmeldelserne og det tilhørende billedmateriale og kunne konstatere, at i slemme tilfælde vil erstatningen kunne løbe op i flere millioner.

En stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet.

Der skal være tale om, at vandstanden er så høj, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.

Stormflodsskader skal anmeldes hos Naturskadebasen, mens andre skader i forbindelse med oktobers uvejr skal anmeldes direkte til ens forsikringsselskab.

Naturskaderådet erklærede stormflod 21. oktober i store dele af Danmark og udvidede efterfølgende området af to omgange, hvorfor fristen for at anmelde for langt størstedelen er 21. december.

Fristen for blandt andet Bornholm er 26. december, da der først blev erklæret stormflod her 26. oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også